Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - politisk system

Oprindelig forfatter Rerup Seneste forfatter Redaktionen

Efter Junigrundlovens vedtagelse i 1849 opstod løse grupperinger i Rigsdagen; heraf udkrystalliseredes tre hovedgrupper: Venstre, Højre og Centrum. I løbet af 1870'erne og 1880'erne dannedes massepartier med vælgerorganisationer, og kort efter århundredskiftet var det klassiske danske firepartisystem udviklet: Højre (fra 1915 Det Konservative Folkeparti), støttet af byernes borgere og storlandbruget, Venstre (med rod i Det forenede Venstre fra 1870) med tyngdepunkt i landbruget, Det Radikale Venstre (grdl. 1905), støttet af husmænd og byernes intellektuelle oppositionsgrupper samt Socialdemokratiet (grdl. 1871), arbejdernes parti. Firepartisystemet forblev stort set intakt indtil 1960. Af små partier havde Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) en vis styrke 1945-57, men blev holdt ude fra indflydelse. Det georgistiske parti Danmarks Retsforbund gjorde sig især gældende 1947-60 og var 1957-60 med i regeringen.

Industrialiseringen og udbygningen af den offentlige sektor gjorde partibilledet mere sammensat. Socialistisk Folkeparti samlede fra og med valget i 1960 vælgere til venstre for Socialdemokratiet, og ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973 kom tre nye partier i Folketinget: midterpartierne Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne samt Fremskridtspartiet, som i sit udgangspunkt var et protestparti.

Ved siden af vælgerne øver interesseorganisationerne betydelig indflydelse. Fagforbundene og LO har en tæt organisatorisk tilknytning til Socialdemokratiet, mens de store erhvervsorganisationer til en vis grad arbejder sammen med de to store borgerlige partier, Det Konservative Folkeparti og Venstre; landbrugets magtfulde organisationer især med Venstre. Desuden bruges repræsentanter fra fagforeninger og erhvervsorganisationer af regeringerne i forbindelse med nævn og udvalg, kommissionsarbejde og udredninger.

Annonce

Fra ca. 1960 har græsrodsbevægelser samlet tilhængere omkring enkelte politiske mål. Fx har Folkebevægelsen mod EF, kvindebevægelsen, Danmarks Naturfredningsforening, fredsbevægelsen og miljøgruppen NOAH med held påvirket den førte politik, og Organisation til Oplysning om Atomkraft (OOA) var i 1970'erne medvirkende til, at der ikke opførtes kernekraftværker i Danmark.

De danske regeringer har oftest været mindretalsregeringer. Dansk politik har derfor været kendetegnet ved kompromiser mellem partierne, og regeringerne havde indtil 1973 traditionelt en ret sikker parlamentarisk basis.

Hvis Folketinget vedtager et mistillidsvotum mod regeringen, skal den træde tilbage, medmindre den udskriver valg. Den kan vælge at gå af og/eller udskrive valg, hvis den kommer i mindretal i sager, som den selv anser for vigtige. Regeringen kan også udskrive valg uden at gå af eller gå af uden at udskrive valg. Ifølge Grundloven skal der dog udskrives valg mindst hvert 4. år.

Hvis mandatfordelingen efter et valg peger entydigt på en bestemt regering, udnævnes denne af regenten efter råd af den afgående statsminister. Er der derimod uklarheder, indledes en dronningerunde, i komplicerede tilfælde flere; to repræsentanter for hvert af de valgte partier afgiver deres råd til dronningen, som på baggrund heraf udpeger en kongelig undersøger til at lede forhandlingerne mellem partierne om regeringsdannelsen. Når disse er tilendebragt, meddeles resultatet i endnu en dronningerunde, hvorefter dronningen udnævner den nye statsminister. Afgørende for enhver regeringsdannelse er, at der ikke på forhånd må være konstateret et flertal mod den nye regering.

Læs mere om Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Rerup: Danmark - politisk system i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60955