Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dagmar Andreasen

Oprindelig forfatter TKaa Seneste forfatter Redaktionen

Dagmar Andreasen, 1920-2006, dansk fabrikant og politiker. I 1953 overtog Dagmar Andreasen Rynkeby Mosteri fra sin mor, som havde oprettet det i 1930'erne. Hun forestod ledelsen af mosteriet, som blev udvidet og moderniseret og i 1967 gjort til aktieselskab med hende som hovedaktionær; det blev i 1986 afhændet til Carlsberg.

Dagmar Andreasen var fra barndomshjemmet præget af frisind og blev engageret i samfundsforhold. Som MF for Det Radikale Venstre 1968-75 stod hun for en liberal erhvervspolitik, men gik også ind for medejendomsret. Hendes form var ofte utraditionel, og hendes markante holdninger var ikke altid i overensstemmelse med partiets.

Dagmar Andreasens farverige personlighed gjorde hende til en populær taler i fx kvinde-, landbo- og foredragsforeninger. Hun skrev bl.a. erindringsbogen Mosteren (1998).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tage Kaarsted: Dagmar Andreasen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=37793