Faktaboks

A.O. Andersen

Arne Oluf Andersen

Født
16. november 1939
A.O. Andersen i 2004
A.O. Andersen fotograferet uden for Amalienborg den 8. marts 2004, da han som formand for den nye organisation Danske Sømands- og Udlandskirker var i audiens hos dronning Margrethe for at takke for, at majestæten havde indvilget i at fungere som dens protektor. Sammen med A.O. Andersen deltog også organisationens daværende generalsekretær, sognepræst Margith Pedersen, i audiensen.
A.O. Andersen i 2004
Af /Ritzau Scanpix.

A.O. Andersen er en tidligere dansk politiker fra partiet Centrum-Demokraterne (CD), landsformand for partiet fra 1987 til 1993. Han var kirkeminister 1993-1994 og i 1994 desuden forskningsminister.

A.O. Andersens baggrund

A.O. Andersen er uddannet assurandør og har bl.a. virket inden for forsikringsbranchen. Før dannelsen af Centrum-Demokraterne i 1973 var han aktiv i partiet Liberalt Centrum, der var brudt ud af Venstre i 1965 på grund af uenighed om den økonomiske politik. I dette parti var han lokalformand på Østerbro 1966-1968.

Politisk virke

Ved Centrum-Demokraternes stiftelse under valget i 1973 gik han med i det nye parti, og han blev tidligt en drivende organisatorisk kraft. Fra 1974 til 1993 og igen 1994-2005 var han medlem af partiets hovedbestyrelse, heraf som landsformand 1987-1993. Han har flere gange været kandidat for partiet ved valgene til Europa-Parlamentet.

I den firpartiregering, der blev dannet under Poul Nyrup Rasmussen i 1993, blev A.O. Andersen kirkeminister. Året efter blev han tillige forskningsminister.

Formand for Danske Sømands- og Udlandskirker

I 2002 fik A.O. Andersen til opgave at lede sammenlægningen af de to kirkelige organisationer Dansk Kirke i Udlandet og Dansk Sømandskirke i fremmede havne. Fusionen blev en realitet i 2004, og den nye organisation fik navnet Danske Sømands- og Udlandskirker. Andersen blev selv organisationens første formand indtil 2005.

Efter 2005

I 2006 meldte A.O. Andersen sig ud af Centrum-Demokraterne i protest mod, at partiet under ledelse af Bjarne Møgelhøj havde søgt at hverve den dengang radikale (senere konservative) Naser Khader som ny formand.

2006-2010 var A.O. Andersen igen aktiv i politik, idet han blev medlem af kommunalbestyrelsen i Faxe Kommune, valgt for den lokale Borgerliste.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig