• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Özlem Cekic

Oprindelig forfatter MeHa Seneste forfatter Redaktionen

Özlem Cekic.

Özlem Cekic.

Özlem Cekic, Özlem Sara Cekic, f. 7.5.1976, tyrkiskfødt dansk debattør og politiker. Özlem Cekic, der er uddannet sygeplejerske, var 2004-08 medlem af SF's hovedbestyrelse, og 2007-15 var hun MF og sit partis social- og psykiatriordfører. Efter folketingsvalget i 2011 blev hun også ligestillings- og boligordfører samt formand for Socialudvalget.

Da Özlem Cekic i juni 2012 ikke ville stemme for regeringens skattereform, blev hun suspenderet fra sine ordførerposter, og i august 2012 fratog folketingsgruppen hende ordførerskaberne. Da Annette Vilhelmsen i oktober 2012 blev ny formand for SF, blev Özlem Cekic atter tildelt ordførerskaber, denne gang blev hun sundheds- og psykiatriordfører. I 2013 blev hun overdraget flere ordførerposter, bl.a. posten som ligestillingsordfører, og i 2014 blev hun også kulturordfører.

Özlem Cekic opnåede ikke valg ved folketingsvalget i 2015. I 2017 meldte hun sig ud af SF.

Özlem Cekic er en aktiv debattør i diskussioner om integration, etnisk ligestilling, udsatte grupper og sundhedsvæsenet i Danmark. 2003-07 var hun formand for Mangfoldighedsnetværket, en forening af sundhedspersonale med anden etnisk baggrund end dansk. I 2009 udgav hun erindringsbogen Fra Føtex til Folketinget. Hun har desuden skrevet en børnebogsserie om de udfordringer, en dansk hverdag giver pigen Ayse, der har minoritetsbaggrund (2013-).

Özlem Cekics hjemmeside

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding: Özlem Cekic i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 29. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=55208