Uniformsforbuddet, dansk forbud mod uniformerede private korps, vedtaget ved lov i 1933 efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland. Forbuddet var især møntet på nazisterne, men ramte også flere politiske ungdomsorganisationer. Året efter fulgtes loven op med de såkaldte Urolove, der strammede våbenloven og forbød organisationer, der ville påvirke offentlige anliggender ved ulovlig magtanvendelse.