Illegal radiotjeneste, radiotelegrafisk forbindelse mellem Danmark og England under besættelsen. Radiotjenesten etableredes fra foråret 1942 og var en vigtig forudsætning for udviklingen af det illegale arbejde. I længere tid var den ramt af problemer, bl.a. knustes flere sendere ved nedkastningen fra luften, men en afgørende vending indtrådte, da L.A. Duus Hansen kom med i arbejdet. Trods skepsis gik det britiske SOE (Special Operations Executive) i efteråret 1943 med til, at Duus Hansen fremskaffede kompetente telegrafister fra Danmark; endvidere konstruerede han et lettere, mindre og teknisk bedre sendeudstyr end det britiske.

Radiotjenesten udbyggedes 1944-45 stadig mere, og fra september 1944 havde man tillige forbindelse til Sverige. Mangelen på telegrafister vedblev dog at være et problem, ligesom den tyske pejletjeneste til stadighed var en alvorlig risiko for arbejdet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig