Titelbladet for Danmarks Riges Grundlov fra 1849

Den 5. juni 1849 underskrev kong Frederik 7. den første frie forfatning, Danmarks Riges Grundlov, der med enkelte revisioner dannede grundlag for det politiske styre i Danmark frem til 1915, hvor den erstattedes med en revideret grundlov.

Grundlovsdag den 5. juni er årsdagen for ikrafttrædelsen af den første danske grundlov, Junigrundloven af 1849, og for de senere grundlove fra 1915 og 1953.

Grundlovsdag er en national mærkedag og markeres blandt andet med politiske møder rundt om i landet. I nogle overenskomstaftaler er dagen anerkendt som en halv eller hel fridag. Grundlovsdag er dog ikke en dansk nationaldag, som man kender til det fra blandt andet Norge og Sverige.

Grundlovsdemonstrationer

Traditionen for, at partier og bevægelser benytter grundlovsdag til at markere sig politisk, går helt tilbage til Grundlovens barndom i 1850'erne. I de første år skete det som en fejring af den frie forfatning, men efter grundlovsrevisionen i 1866, hvor valgretten blev indskrænket, blev grundlovsmøderne dog mere politiseret.

I forbindelse med forfatningskampen kom Grundlovsdag og særligt grundlovsdemonstrationer til at spille en vigtig rolle for de politiske partier. I 1874 brugte arbejderbevægelsen den årlige grundlovsfejring som påskud for at søge tilladelse til at demonstrere i København, hvilket de foregående år konsekvent var blevet forbudt af politiet.

I 1884 meldte det konservative regeringsparti Højre sig på banen med deres egen grundlovsdemonstration, og de følgende ti år afholdt Socialdemokratiet og Højre rivaliserende demonstrationer i København på Grundlovsdag. Formålet var at mobilisere de københavnske vælgere, som partierne konkurrerede om, men demonstrationerne blev også et vigtigt led i forfatningskampen mellem Højre, der ønskede at legitimere sin regeringsmagt, og oppositionen, der krævede parlamentarisme.

I forbindelse med indførelsen af den almindelige og lige valgret i 1915 gik en række kvindesagsorganisationer i grundlovsdemonstration til Amalienborg Slot for at markere, at de nu også havde opnået politisk medborgerskab.

Grundlovsmøder i dag

I dag afholder mange politiske partier, fagforeninger, interesseorganisationer, beboerforeninger og uddannelsessteder grundlovsmøder med taler og debat af demokrati, politiske visioner og medborgerskab. I den forstand er Grundlovsdag fortsat en fest- og kampdag for demokrati.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig