• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

de slesvigske krige

Oprindelig forfatter OLFr Seneste forfatter Redaktionen

Kampen ved Sankelmark 6.2.1864. Maleri af Niels Simonsen, 1865; maleriet hænger fortsat  på Glorup Slot. Under tilbagetoget fra Dannevirke udkæmpede hærens bagtrop ved Sankelmark en hård kamp mod de forfølgende østrigere, der blev stoppet, således at hæren uhindret kunne marchere til Dybbøl. Sceneriet viser danske soldater over for østrigske husarer og infanteri. Maleriets dystre stemning afspejler den resignation og pessimisme, der prægede Danmark umiddelbart efter nederlaget.

Kampen ved Sankelmark 6.2.1864. Maleri af Niels Simonsen, 1865; maleriet hænger fortsat på Glorup Slot. Under tilbagetoget fra Dannevirke udkæmpede hærens bagtrop ved Sankelmark en hård kamp mod de forfølgende østrigere, der blev stoppet, således at hæren uhindret kunne marchere til Dybbøl. Sceneriet viser danske soldater over for østrigske husarer og infanteri. Maleriets dystre stemning afspejler den resignation og pessimisme, der prægede Danmark umiddelbart efter nederlaget.

de slesvigske krige, to dansk-tyske krige udkæmpet 1848-51 og 1864. Baggrunden for krigene var de nationale og sproglige modsætninger mellem de danske og tyske befolkningsdele i det danske monarki, der efter Wienerkongressen (1814-15) foruden de oversøiske besiddelser bestod af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg; modsætninger, som især forstærkedes fra 1830'erne.

Se også afsnittet Det slesvigske spørgsmål i artiklen Danmark - historie (1814-1900).

1. Slesvigske Krig (1848-51)

Krigen, som også kaldes Treårskrigen, var både en borgerkrig inden for rammerne af det danske monarki og en konflikt mellem Danmark og de tyske stater, der deltog som slesvig-holstenernes allierede. I et bredere perspektiv var den også international, idet stormagterne, især Rusland og Storbritannien, greb politisk ind.

I februar 1848 udbrød der revolution i Paris, og måneden efter bredte den sig til Wien og Berlin. Uroen fik den nationale konflikt mellem dansk og tysk til at bryde ud i lys lue, og ved slesvig-holstenernes indtagelse af Rendsborg 24/3 var borgerkrigen en kendsgerning.

Danmark var ikke forberedt på konflikten. Den nye nationalliberale regering, der overtog magten fra den enevældige konges ministre, valgte officeren A.F. Tscherning til krigsminister, og han igangsatte krigsforberedelserne. Infanteriet og kavaleriet var dårligt forberedt, mens artilleriet og flåden derimod var i god stand.

Snart var en styrke på 11.000 mand klar. Det gjaldt om hurtigt at rykke ned i Slesvig og nedkæmpe fjenden, før tyske forbundstropper kunne hjælpe den lille slesvig-holstenske hær på 6000 mand. Danskerne sejrede 9/4 ved Bov, men måtte 23/4 ved Slesvig vige over for overlegne tyske styrker. 28/5 ved Nybøl og 5/6 ved Dybbøl vandt danskerne sejre over en jævnbyrdig modstander.

Det styrkede hæren militært, men politisk var begivenhederne uheldige, da de forsinkede mulighederne for at opnå våbenstilstand og fred. Efter forhandlinger og stormagternes samt Sveriges mægling enedes man 26/8 om en våbenhvile, hvorefter diplomaterne overtog scenen. Et forslag om en deling af Slesvig faldt til jorden pga. Frederik 7.s modstand.

Regeringen trådte tilbage, og en ny blev dannet med general C.F. Hansen (1788-1873) som krigsminister. En ulmende strid mellem ministeren og hærledelsen blev nu skærpet, da kompetenceforholdet mellem den politiske og den militære ledelse ikke var klart fastlagt i det unge demokrati.

De slesvigske krige.

De slesvigske krige.

I april 1849 blev krigen genoptaget. Efter indførelse af almindelig værnepligt talte den danske hær 41.000 mand, mens den slesvig-holstenske hær var bragt op på 19.000 mand, hvortil kom 47.000 tyske forbundssoldater.

Felttoget begyndte dårligt for Danmark med flådens nederlag ved Eckernförde 5/4 og hærens ved Kolding 23/4, men ved en disciplineret indsats og en velgennemført operationsplan blev slesvig-holstenerne slået ved Fredericia 6/7.

Afgørende var desuden søherredømmet; et frontalt forsvar af den jyske halvø var ikke muligt pga. fjendens overlegenhed, men ved at operere fra flankestillinger langs Jyllands østkyst kunne man med flådens hjælp koncentrere overlegne hærstyrker i en af disse stillinger, hvilket netop skete som optakt til Fredericiaslaget. Flådens største indsats var dog nok blokaden af de nordtyske havne.

Der blev nu indgået en ny våbenhvileaftale, og efter russisk pres indgik Preussen 2.7.1850 fred uden en løsning på de problemer, der havde udløst krigen. Slesvig-holstenerne var herefter alene og led nederlag i slag ved Isted 25/7, krigens største og blodigste, Mysunde 12/9 og Friedrichstadt 4/10. Ved årsskiftet 1850-51 måtte Preussen efter russisk og østrigsk pres afsætte det slesvig-holstenske statholderskab og opløse hæren, og kort efter nytår var krigen forbi.

På det strategiske niveau, både politisk og militært, begik politikerne flere fejl, hvorimod hærledelsen på det operative og taktiske niveau generelt var kompetent. En afgørende forudsætning for den danske militære sejr var dog Ruslands diplomatiske hjælp.

2. Slesvigske Krig (1864)

Baggrunden for denne krig var dels fortsat dansk-tysk strid om Slesvig-Holsten, dels den aktuelle udenrigspolitiske situation. I modstrid med indgåede internationale aftaler (se Londontraktater) indlemmede Danmark med Novemberforfatningen af 1863 Slesvig i kongeriget.

Denne artikel om de slesvigske krige er med på oversigten over centrale personer, steder og begreber i krigen 1864.

Preussen og Østrig truede 6.1.1864 med at besætte Slesvig, hvis ikke forfatningen blev ophævet inden for 48 timer; for den preussiske ministerpræsident, Otto von Bismarck, var krig mod Danmark både et middel til at komme ud af en indenrigspolitisk krise og et led i hans kamp for Tysklands nationale samling.

Efter nogen tøven afviste den danske regering kravet, hvorefter Preussen og Østrig 31/1 meddelte, at besættelsen ville blive indledt; dagen efter var krigen en realitet.

Ottende brigades angreb ved Dybbøl 18.4.1864; maleri af Vilhelm Rosenstand fra 1894. Frederiksborgmuseet.

Ottende brigades angreb ved Dybbøl 18.4.1864; maleri af Vilhelm Rosenstand fra 1894. Frederiksborgmuseet.

Danmark var uforberedt: Fæstningsforsvaret var svagt, hæren havde for få linjeofficerer og befalingsmænd, udrustning og materiel var forældet, og ved Dannevirke, hvor fjenden skulle standses, kunne man kun mønstre ca. 40.000 mand og ikke de 60.000, som skønnedes nødvendige. Heroverfor stod fjenden med ca. 57.000 mand; i løbet af krigen indsatte Preussen og Østrig næsten 80.000 veludrustede soldater.

Den danske flåde var stadig den preussiske overlegen, men ikke den østrigske. Efter en række indledende træfninger besluttede den danske overgeneral, Christian de Meza, at rømme Dannevirke af frygt for at blive omgået. Under tilbagetoget blev de forfølgende østrigere stoppet ved Sankelmark 6/2, og hærens hovedstyrke kunne marchere til Dybbøl. De Mezas beslutning om tilbagetrækning blev i befolkningen nærmest betragtet som forræderi, men den frelste hæren.

Regeringen afskedigede imidlertid de Meza. Dybbølstillingen bestod kun af halvfærdige jordskanser. Hæren blev derfor langsomt skudt i sænk af fjendens overlegne artilleri, og 18/4 blev Dybbøl stormet og erobret af preusserne. Ud fra en militær synsvinkel burde hæren være trukket ud af stillingen og bragt i sikkerhed på Als. Men regeringen afslog hærledelsens anmodning herom. Et enkelt lyspunkt for Danmark var flådens sejr i Slaget ved Helgoland 9/5.

Under den efterfølgende våbenstilstand indtog den danske regering ved Londonkonferencen en så stejl holdning, at forhandlingerne brød sammen, og krigen blev genoptaget. Preusserne erobrede Als 29/6, hvorefter regeringen gav op. Spørgsmålet var nu ikke længere, som på Londonkonferencen, hvor i Slesvig grænsen skulle gå. Ved Wienerfreden, undertegnet 30/10, måtte Danmark afstå alle tre hertugdømmer.

Krigen i 1864 blev primært afgjort, fordi Danmark var udenrigspolitisk isoleret, men regeringens udfordrende linje, der ikke modsvaredes af et stærkt forsvar, samt dens stædighed og modsætningsforholdet mellem den civile og den militære ledelse bidrog også væsentligt til udfaldet. Nederlaget fik stor betydning for dansk politik i eftertiden og kom til at spille en afgørende rolle for den nationale identitet.