Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

arbejderbevægelsen i Danmark

Oprindelig forfatter NFC Seneste forfatter MHansen

Arbejderbevægelsen i Danmark. Under den langvarige storlockout i 1899 gjorde begge parter flittigt brug af satiren. Det socialdemokratiske blad Ravnen ironiserer 18.6.1899 over arbejdsgivernes forsøg på at bryde arbejdernes solidaritet. Resultatet bliver ifølge bladet det utilsigtede, at arbejdsgiverne splittes mellem fabrikanter og større og mindre håndværksmestre.

Arbejderbevægelsen i Danmark. Under den langvarige storlockout i 1899 gjorde begge parter flittigt brug af satiren. Det socialdemokratiske blad Ravnen ironiserer 18.6.1899 over arbejdsgivernes forsøg på at bryde arbejdernes solidaritet. Resultatet bliver ifølge bladet det utilsigtede, at arbejdsgiverne splittes mellem fabrikanter og større og mindre håndværksmestre.

arbejderbevægelsen i Danmark, efter international målestok igennem 100 år en af de bedst organiserede og politisk mest indflydelsesrige. Arbejderbevægelsen udgør et stort kompleks af organisationer og partier med tilslutning fra en betydelig del af den danske befolkning.

Til bevægelsen regnes Socialdemokraterne (ca. 57.000 medl., 2006), Socialistisk Folkeparti (ca. 8700 medl., 2006), en række mindre partier og politiske organisationer på venstrefløjen, samlet i Enhedslisten, fagbevægelsen (LO) (ca. 1,3 mio. medl., 2006), arbejderkooperationen, lejerorganisationer, børne- og ungdomsorganisationerne DUI – Leg og Virke og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), dagblade og fagpresse samt en række kulturelle organisationer som oplysningsforbundet AOF, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv og Arbejdermuseet, som blev sluttet sammen i 2004, og hjælpeorganisationen ASF – Dansk Folkehjælp.

Den danske arbejderbevægelses historie kan inddeles i en række faser: Første fase, 1840'erne-ca.1880, der var arbejderbevægelsens etableringsfase, præget af strid mellem forskellige organisationsformer og ideologiske retninger; anden fase, 1880-1920, hvori organisationsstrukturerne blev fastlagt, og Socialdemokratiet blev opbygget; tredje fase, 1920-45, hvori arbejderbevægelsen med Socialdemokratiet i spidsen blev en ledende politisk og social kraft; fjerde fase, 1945-73, hvori den socialdemokratiske arbejderbevægelse formulerede – og i store træk gennemførte – et omfattende velfærdsprogram.

Annonce

Socialdemokratiet distancerede sig mere og mere fra den øvrige venstrefløj, som efter interne stridigheder i DKP blev splittet med dannelsen af SF og senere VS; femte fase, tiden fra 1973, der har været præget af en vekslen mellem økonomisk krise og stor økonomisk vækst. Der er sket store ændringer i de sociale strukturer og i de ideologiske orienteringer samt opbrud i det 100 år gamle organisationsmønster i arbejderbevægelsen.

Etablering

I den første fase indtil ca. 1880 gjorde arbejderne de første erfaringer med organisationsdannelse og strejker. Perioden var en brydningstid mellem forskellige organisationsformer og ideologiske retninger. Side om side fandtes dels de gamle lav, som fortsat eksisterede, dels borgerlige arbejderforeninger, af hvilke den største, ledet af C.V. Rimestad, var Arbejderforeningen af 1860, og dels socialistiske organisationer, inden for hvilke Frederik Dreier allerede i begyndelsen af 1850'erne argumenterede for dannelsen af et selvstændigt arbejderparti. Gennem den lille radikal-demokratiske Kjøbenhavns Arbejderforening etableredes i midten af 1860'erne de første kontakter til Første Internationale (se Internationaler).

Den socialistiske arbejderbevægelse blev grundlagt i 1871 på initiativ af Louis Pio. I Socialistiske Blade, 1-2 (1871) argumenterede han for, at arbejderne skulle frigøre sig fra de borgerlige ledere og organisere sig selvstændigt.

På et stort arbejdermøde 15.10.1871 stiftedes Socialdemokratiet som en dansk afdeling af Første Internationale under navnet Den Internationale Arbejderforening for Danmark. Den blev opbygget som en enhedsorganisation af faglige sektioner og et politisk parti. Herfra organiseredes en strejkebevægelse samt politiske manifestationer, hvoraf den kendteste blev Slaget på Fælleden 5.5. 1872.

Inden da var arbejderbevægelsens ledere, Louis Pio, Paul Geleff og Harald Brix, blevet arresteret. I august 1873 blev de idømt lange fængselsstraffe for højforræderi, og Pios organisation, Internationale, blev forbudt.

Herefter opbyggede arbejderne nye fagforeninger, hvis ledelse fortsat fungerede også som politisk ledelse. Idémæssigt var bevægelsen præget af brydninger mellem Ferdinand Lassalles og Karl Marx' teorier, hvilket bl.a. ses i Gimleprogrammet fra 1876. Lassalle havde i sine teorier fjernet sig fra de marxistiske idéer om magtovertagelse gennem revolution og proletariatets diktatur og mente, at man i stedet måtte søge sine mål gennem parlamentarisk arbejde, dvs. samfundsændringer gennem reformer.

Pio, Geleff og Brix blev løsladt i 1875, hvorefter arbejderbevægelsen oplevede en opblomstring, indtil en ny krise satte ind 1877, bl.a. forårsaget af Pios og Geleffs rejse til Amerika; rejsen var finansieret af myndighederne. I de sidste år af 1870'erne var arbejderbevægelsen på kanten af et sammenbrud.

Arbejderbevægelsen konsoliderer sig

I tiden fra ca. 1880 oplevede arbejderbevægelsen en kraftig ekspansion, bl.a. på baggrund af et opsving i erhvervslivet særlig inden for byggesektoren. Bevægelsen blev reorganiseret og integreret i det parlamentariske politiske demokrati.

Udgangspunktet var en organisatorisk adskillelse af faglige og politiske organisationer, hvilket skete 11.2.1878 ved dannelsen af en særskilt partisammenslutning, Det Social-demokratiske Forbund. Et tæt og formaliseret samarbejde mellem den faglige og den politiske side af bevægelsen fortsatte imidlertid. Dermed var strukturerne for arbejderbevægelsens opbygning fastlagt helt frem til nutiden.

Mellem 1880 og 1898 blev fagbevægelsen etableret i alle byer med fagforeninger for hvert fag. Fra slutningen af 1880'erne dannedes sammenslutninger i form af ca. 50 landsdækkende fagforbund, der omkring 1900 organiserede omtrent halvdelen af de faglærte arbejdere, hvilket var den højeste organisationsgrad i verden.

Lokalt sammensluttedes fagforeningerne på tværs af fagene i fællesorganisationer. Som følge af organiseringen efter fag og uddannelse organiserede de ufaglærte sig i henholdsvis Dansk Arbejdsmandsforbund (oprettet 1896-97, fra 1974 Specialarbejderforbundet i Danmark, SiD) og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD, landsdækkende fra 1898). I 1898 stiftedes den landsdækkende hovedorganisation De samvirkende Fagforbund (DsF, fra 1959 Landsorganisationen i Danmark, LO).

Arbejderbevægelsen i Danmark. Det danske socialdemokrati med Thorvald Stauning i spidsen var i sommeren 1910 arrangør af Anden Internationales kongres. Møderne for de mange hundrede socialister fra hele verden blev holdt i Odd-Fellow Palæet i København. Under kongressen var deltagerne på udflugt med skib langs Øresunds kyst og er her fotograferet under et ophold på Skodsborg Badehotel. Blandt de mange dengang eller senere kendte skikkelser er Philipp Scheidemann, Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht, Lenin, Trotskij, Aleksandra Kollontaj, Jean Jaurès og (Big Bill) Haywood.

Arbejderbevægelsen i Danmark. Det danske socialdemokrati med Thorvald Stauning i spidsen var i sommeren 1910 arrangør af Anden Internationales kongres. Møderne for de mange hundrede socialister fra hele verden blev holdt i Odd-Fellow Palæet i København. Under kongressen var deltagerne på udflugt med skib langs Øresunds kyst og er her fotograferet under et ophold på Skodsborg Badehotel. Blandt de mange dengang eller senere kendte skikkelser er Philipp Scheidemann, Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht, Lenin, Trotskij, Aleksandra Kollontaj, Jean Jaurès og (Big Bill) Haywood.

Fagbevægelsens opbygning foregik gennem en lang serie af arbejdskampe, som kulminerede i den fire måneder lange storlockout i 1899, der afsluttedes med DsFs og Dansk Arbejdsgiverforenings indgåelse af Septemberforliget, hvis grundprincipper endnu er gældende. Fagbevægelsen opnåede betydelig styrke som følge af en høj organisationsgrad og enhed, idet den danske fagbevægelse ikke var splittet op i forskellige politiske eller konfessionelle retninger.

Socialdemokratiet blev fra begyndelsen af 1880'erne opbygget som et landsdækkende parti under ledelse af Peter Knudsen og blev godt understøttet af en hurtigt ekspanderende partipresse med avisen Social-Demokraten i spidsen. I 1884 indvalgtes de to første socialdemokrater i Folketinget, og med en enkelt undtagelse i 1926 oplevede partiet fra midten af 1890'erne indtil 1939 en uafbrudt fremgang i stemmetal og mandater.

Efter Systemskiftet 1901 blev Socialdemokratiet i stigende grad integreret i det parlamentariske demokrati, markeret ved partiets aktive indsats i grundlovsforliget 1915 og ved forsvaret for demokratiet under Påskekrisen i 1920. De ledende i denne udvikling var F.J. Borgbjerg og Th. Stauning, der i 1910 blev valgt til forretningsfører (formand) for partiet.

I 1889 tilsluttede den danske arbejderbevægelse sig Anden Internationale, og med Gustav Bang som ledende teoretiker kom marxismen til at påvirke bevægelsen. I striden mellem revolutionære og reformister tog Socialdemokratiet i praksis parti for reformisterne.

I lighed med den internationale arbejderbevægelse blev den danske splittet som følge af revolutionerne ved slutningen af 1. Verdenskrig. Der opstod en syndikalistisk bevægelse, og i 1920 oprettedes Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), der tilsluttede sig Tredje Internationale.

Arbejderbevægelsen i Danmark. Socialdemokratisk plakat til valget i 1935, da partiet opnåede sin største tilslutning nogensinde. Plakaten blev ophængt side om side med den berømte  Stauning eller Kaos-plakat og blev ledsaget af en løbeseddel, som angreb Socialdemokratiets politiske modstandere med udtryk fra fodboldens verden; fx blev De Konservative dømt  off side. Denne agitationsform faldt helt i tråd med partiets bestræbelser for at vinde bredere social tilslutning end hidtil, således som det også kom til udtryk i programmet  Danmark for Folket fra 1934.

Arbejderbevægelsen i Danmark. Socialdemokratisk plakat til valget i 1935, da partiet opnåede sin største tilslutning nogensinde. Plakaten blev ophængt side om side med den berømte Stauning eller Kaos-plakat og blev ledsaget af en løbeseddel, som angreb Socialdemokratiets politiske modstandere med udtryk fra fodboldens verden; fx blev De Konservative dømt off side. Denne agitationsform faldt helt i tråd med partiets bestræbelser for at vinde bredere social tilslutning end hidtil, således som det også kom til udtryk i programmet Danmark for Folket fra 1934.

Socialdemokratiet kommer til magten

Arbejderbevægelsen voksede fra 1920-45 til en ledende politisk og social kraft. I mange byer fik Socialdemokratiet flertal, og på nationalt plan dannede partiet med Stauning som statsminister regering 1924-26 og igen 1929-40, denne gang i alliance med Det Radikale Venstre. Regeringen gennemførte en omfattende krise- og reformpolitik.

Socialdemokratiet udviklede sig fra klasseparti til folkeparti, og med programudtalelsen "Danmark for Folket", forfattet af Stauning i 1934, lagde partiet afstand til marxismen og til en traditionel socialistisk målsætning. Efter et uroligt første årti blev Danmarks Kommunistiske Parti fra ca. 1930 i stigende grad afhængigt af kommunistpartiet i Sovjetunionen. Under ledelse af Aksel Larsen fremførte DKP en skarp kritik af den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Under den tyske besættelse 1940-45 medvirkede den socialdemokratiske arbejderbevægelse i tilpasningspolitikken til tyskerne. Som følge af Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt var DKPs politik først tvetydig, men efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941 blev kommunisterne en væsentlig kraft i modstandsbevægelsen. Forhandlinger i 1945 om enhed inden for arbejderbevægelsens to fløje brød sammen, og DKP opnåede en kortvarig stor tilslutning.

Velfærdsstaten

Efter 2. Verdenskrig formulerede den socialdemokratiske arbejderbevægelse et omfattende velfærdsprogram, der i vidt omfang blev virkeliggjort under socialdemokratisk ledede regeringer fra midten af 1950'erne indtil 1970'erne. Periodens betydeligste ledere var Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Jens Otto Krag.

Under den kolde krig skærpedes modsætningen til DKP, som imidlertid fra 1956-58, bl.a. efter den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956, oplevede en dybtgående splittelse. Mange forlod partiet eller blev som Aksel Larsen ekskluderet. I begyndelsen af 1959 grundlagde disse med Aksel Larsen i spidsen Socialistisk Folkeparti (SF), der allerede fra 1960 opnåede en solid repræsentation i Folketinget. I 1967 forlod en stor del af SFs venstrefløj partiet og grundlagde Venstresocialisterne (VS).

Krise og forandring

I 1973 oplevede man både i Danmark og i udlandet en alvorlig energikrise som følge af boykot fra de olieproducerende lande. De dårlige konjunkturer skabte store problemer med hensyn til videreførelse af velfærdspolitikken. Det danske samfund havde fra ca. 1960 undergået store socialstrukturelle forskydninger, hvilket medførte omfattende bevægelser i vælgerskaren og en undergravning af arbejderbevægelsens hidtil solide basis i arbejderklassen.

En række nye sociale bevægelser og små venstrefløjsorganisationer opstod pga. utilfredshed med arbejderbevægelsens hidtidige politik inden for bl.a. kvinde-, miljø- og sikkerhedspolitik. I 1980'erne prioriterede arbejderbevægelsen disse områder højt.

Siden ca. 1960 har udviklingen inden for erhvervssektoren, den offentlige sektor og på arbejdsmarkedet affødt betydelige strukturelle ændringer af fagbevægelsen. Nye forbund er stiftet, især som følge af væksten af ansatte i den offentlige sektor. Mange af disse er nu organiseret i centrale organisationer som Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) og Akademikernes Centralorganisation (AC).

Samlet udgør kvinderne nu mere end 50% af de organiserede. Som følge af nedlæggelser og sammenlægninger er antallet af forbund i LO reduceret fra 70 til 17 (2006), og forhandlingskompetencen i forbindelse med overenskomster varetages nu næsten udelukkende af karteller, som er sammenslutninger på tværs af forbundene. 1995-96 gennemførtes markante ændringer i forholdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, idet de mere end 100 år gamle formelle bånd mellem disse organisationer blev opløst og afløst af uformelle kontaktorganer.

Noget tilsvarende skete i forholdet mellem partiet og arbejderkooperationen. Socialdemokratiet har oplevet en vigende vælgermæssig tilslutning blandt den traditionelle del af arbejderbefolkningen til fordel for de borgerlige partier, ikke mindst Dansk Folkeparti.

Socialdemokratiet genvandt dog i 1990'erne noget af sin tidligere styrke, bl.a. takket være stor tilslutning fra de offentligt ansatte, og partiet kunne 1993-2001 danne regering med forskellige koalitionspartnere. Der gennemførtes betydelige reformer inden for velfærdsområdet, i arbejdsmarkeds- og miljøpolitikken.

På venstrefløjen skete der i kølvandet på opbruddet i den kommunistiske verden store forandringer. DKP blev stærkt svækket og indgik i 1989 sammen med Venstresocialisterne og en række mindre grupper i Enhedslisten, som siden 1994 har været repræsenteret i Folketinget. SF har bevaret stillingen som det største parti til venstre for Socialdemokratiet, men har været præget af en del indre brydninger; fx har partiet i dag en overvejende positiv holdning til EU.

Arbejderbevægelsen efter 2000

Efter valgnederlaget i 2001 har Socialdemokraterne – Socialdemokratiets nye betegnelse fra 2002 – oplevet brydninger og skift i ledelsen. Mogens Lykketoft afløste i 2002 Poul Nyrup Rasmussen som partiformand, men efter endnu et valgnederlag i 2005 trak Lykketoft sig tilbage som formand. I en heftig intern magtkamp valgte partiets medlemmer i en urafstemning Helle Thorning-Schmidt til formand. Hun har dog ikke formået at bremse den vigende tendens i vælgertilslutning, og Socialdemokraterne synes præget af en politisk-ideologisk orienteringskrise.

Også LO er under pres i årene efter 2000. Trods forsøg på at tegne en selvstændig profil i forhold til det politiske system og offentligheden mister LOs forbund mange medlemmer; i løbet af ganske få år er medlemstallet reduceret med ca. 100.000 til ca. 1,3 mio. i 2006. En del af de tidligere medlemmer søger til alternative fagorganisationer, kristne eller liberale, mens en del, navnlig yngre arbejdere helt afviser medlemskab af en faglig organisation.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: arbejderbevægelsen i Danmark i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39611

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. arbejderbevægelsen i Danmark
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik
  • Ekspert

    Clio