Faktaboks

Werner Best

Karl Rudolf Werner Best

Født
10. juli 1903, Darmstadt
Død
23. juni 1989, Erkrath v. Düsseldorf
Nationalitet
Tysk
Werner Best
Etableringen af Schalburgkorpset i 1943 var et vigtigt led i Werner Bests bestræbelser på at skaffe sin egen eksekutivmagt. Det havde betydning i en situation, hvor general von Hanneken, rivalen i magtkampen, fysisk set kunne bygge sin position på sin kommando over besættelsesmagtens soldater. Her ses Best (i midten) under et besøg på Schalburgskolen i Høvelte sammen med bl.a. skoleleder Søren Kam (tv.).
Af /Frihedsmuseets fotoarkiv/Nationalmuseet.

Werner Best var en tysk jurist, diplomat, politiker samt nationalsocialistisk ideolog og SS-general. Han var som Tysklands politiske chef (rigsbefuldmægtiget) i Danmark 1942-1945 nøglepersonen i den særlige besættelsesordning, der byggede på samarbejde under skiftende former med de danske myndigheder. Hans rolle i Danmark – især i forbindelse med Jødeaktionen i oktober i 1943 – er stærkt omdiskuteret.

Før Anden Verdenskrig var han som forfatter til Nürnberg-racelovene og souschef i Gestapo og derpå Sicherheitspolizei en af arkitekterne bag den nazistiske terrorstat. I 1939 ledede han under Tysklands nedkæmpelse af Polen en mordkampagne på op mod 11.000 polakker. Som krigsforvaltningschef i det besatte Frankrig stod han bag deportationen af de første franske jøder til udryddelseslejren Auschwitz.

Efter krigen blev han idømt fængsel under det danske retsopgør. Efter løsladelsen i 1951 hjalp han hundreder af mistænkte krigsforbrydere straffrit gennem det tyske retsopgør. Fra 1969 blev gentagne, men forgæves forsøg gjort på at stille Best for retten for især mordkampagnen i Polen.

Politisk aktør i næsten 70 år

Werner Best var en påfaldende skikkelse. For det første, fordi han både var en hovedkraft bag etableringen af Gestapo-staten og iværksættelsen af Holocaust – udryddelsen af Europas jøder – sideløbende med, at han i teoretiske skrifter leverede den moralske retfærdiggørelse herfor.

For det andet, fordi han var den højst rangerende embedsmand fra Nazitysklands sikkerhedsapparat, der både overlevede krigen og fik en tilværelse på fri fod i efterkrigstidens Vesttyskland – og endda en ikke ubetydelig indflydelse.

For det tredje, fordi han gennem næsten 70 år som politisk aktør fastholdt sin grundkurs og aldrig afsvor nationalsocialismen, samtidig med, at et betydeligt mål af rationalitet og forhandlingsmæssig smidighed samt en sleben, høflig facon fik ham til at fremstå som moderat i en række konkrete forløb.

Werner Bests barndom

Konrad Best
Werner Bests 37-årige far, postinspektør Konrad Best, blev som reserveofficer indkaldt ved krigsudbruddet i 1914. Blot to måneder efter faldt han på Vestfronten. Den 11-årige Best var derefter alene i hjemmet med sin mor og en lidt yngre bror.
Konrad Best
Af /Rigsarkivet.

Werner Best blev født i 1903 i Darmstadt i Storhertugdømmet Hessen (Hessen-Darmstadt) som søn af en postembedsmand, men familien boede ved udbruddet af Første Verdenskrig i Mainz (dengang ligeledes i Hessen-Darmstadt). To måneder efter krigsudbruddet faldt faderen på Vestfronten.

Under fransk besættelse

Tyske soldater i 1918.
Synet af den tyske hær, der trækker sig tilbage fra Frankrig gennem bl.a. hans hjemby Mainz efter våbenstilstanden i 1918 fik varig indflydelse på Werner Best, dengang 15 år. Billedet stammer fra Minni Groschs bog: Grenzlandjugend - Erzählung aus deutscher Notzeit (Union Deutsche Verlagsgesellschaft, 1934).
Tyske soldater i 1918.
Af .

Efter det tyske nederlag i 1918 oplevede Werner Best den slagne hærs tilbagetog og den franske hærs indrykning, idet Rhinlandet ifølge Versailles-traktaten skulle besættes af allierede, primært franske tropper. Helt op til 1930 blev franske officerer og deres familier tvangsindkvarteret i hjemmet i Mainz.

Werner Best foretog i juli 1919 som 16-årig på sit gymnasium sit livs første politiske handling. Den franske besættelsesmagt havde udlovet bogpræmier til de elever, der var dygtigst til fransk, og Best var blandt dem. Ved overrækkelsesceremonien afslog han dog i alles påhør at modtage bogen af den franske officer med den begrundelse, at hans far var faldet i krigen, og at han derfor ikke kunne modtage noget af nogen franskmand.

Modstand i Ruhr

Fra begyndelsen af sit jurastudium på universitetet i Frankfurt am Main var Werner Best en del af det højreradikale, völkische miljø, der bekendte sig til 'dolkestødslegenden', dvs. forestillingen om, at den tyske hær i virkeligheden var ubesejret, men i 1918 var blevet faldet i ryggen af hjemmefronten – især jøder og kommunister.

Werner Best var aktiv i den tyske modstand mod Ruhrbesættelsen – den fransk-belgiske besættelse af Ruhrdistriktet 1922-1923 med det formål at inddrage forfaldne krigsskadeserstatninger.

Werner Best sad i 1924 i fransk fængsel i seks måneder på grund af sin ledende rolle i de antifranske aktioner. I årene derefter videreudviklede Werner Best sine teorier i samspil med bl.a. den kendte forfatter Ernst Jünger. De etablerede sammen begrebet 'heroisk realisme' til bl.a. moralsk retfærdiggørelse af en fremtidig revanchekrig.

Boxheim-dokumenterne

Maleri af Werner Best.
Maleri af Werner Best omtrent på den alder, hvor han var nyansat dommer i Hessen. Kunstneren er ukendt.
Maleri af Werner Best.
Af /Privateje.

Werner Best gennemførte sit jurastudium på rekordtid og blev i 1927 som 24-årig dr.jur. I 1930 fik dr. Best sit første faste dommerembede i Hessen, slog sig ned i Darmstadt og giftede sig. Samme år meldte han sig ind i Adolf Hitlers nationalsocialistiske parti NSDAP. Året efter blev han også optaget i Heinrich Himmlers nazistiske elitekorps SS.

Efter i 1931 at være blevet valgt ind i landdagen i Darmstadt, hvor han blev leder for NSDAP-gruppen, blev Best sidst på året samtalestof over hele Tyskland på grund af den såkaldte Boxheim-affære. Interne dokumenter fra NSDAP, der var skrevet af Werner Best, blev lækket. De var udkast til nødforordninger ved en fremtidig magtovertagelse, der beskrev, hvordan centrale modstandere skulle pågribes og uden videre nedskydes.

Det førte i det endnu demokratiske Tyskland til, at Best mistede sit dommerembede og ikke kunne fortsætte som politisk leder i landdagen.

Boxheim-affæren var imidlertid på ingen måde miskrediterende for Werner Best, da Adolf Hitler kom til magten i januar 1933. Best blev politichef i Hessen-Darmstadt, hvor han straks etablerede en koncentrationslejr i Osthofen, den første kz-lejr ved siden af Dachau.

Werner Best som Gestapos arkitekt

Werner Bests 'Leistungsbuch'
Werner Bests 'Leistungsbuch' (karakterbog) fra 1935 i forbindelse med erhvervelsen af sportsmærket i SA (Sturmabteilung). Samme år var han blevet udnævnt til personale- og forvaltningschef i Gestapohauptamt.
Af /Nationalmuseet, Danmark.

I efteråret 1933 tilbød SS-rigsfører Himmler Werner Best en stilling i Sicherheitsdienst (SD), NSDAP's interne kontraefterretningstjeneste under Reinhard Heydrich.

Best blev chef i Sydtyskland og spillede en central rolle i forberedelsen af aktionen – kendt som 'De lange knives Nat' – mod ledelsen af Sturmabteilung (SA) under Ernst Röhm samt andre personer, som Hitler anså for oppositionelle. Fra det regionale Gestapo- og SD-hovedkvarter i Wittelsbach-paladset i München ledede Werner Best personligt aktionerne mod ca. en tredjedel af de mindst 85 personer, der blev myrdet den 30. juni 1934 eller de umiddelbart følgende dage.

I 1935 blev han med grad af SS-Oberführer (brigadegeneral) souschef for Gestapohauptamt (fra 1936 Sicherheitspolizei) med kontor i Prinz Albrecht-palæet i Berlin – igen med Heydrich som chef. Som forvaltnings- og personalechef fik Best en afgørende betydning for Gestapos position som autonom særmyndighed, der alene stod til regnskab for førerviljen. Nøglebegrebet var Schutzhaft, dvs. tilbageholdelse af en person uden dom og på ubestemt tid.

Trods betydelig modstand fra ministerielle instanser fik Werner Best forhindret, at nogen myndighed fik beføjelse til at føre tilsyn med Gestapo, at Schutzhäftlinge (de tilbageholdte) fik adgang til advokatbistand, eller at der blev adgang til at klage over mishandling af eller drab på fanger i Gestapo-varetægt.

Best udarbejdede det første udkast til Nürnberglovene. De blev proklameret på NSDAP's partidage i september 1935 og indledte udskillelsen af jøderne fra det tyske samfund.

De polske mordkommandoer

Heinrich Himmler
Heinrich Himmler, Reichsführer-SS, taler i 1936 til sine betroede mænd i Prinz Albrecht-palæet, det centrale politihovedkvarter. Werner Best sidder længst til højre. Længst til venstre Bests umiddelbare chef, Reinhard Heydrich.
Heinrich Himmler
Af /Akg-Images/Ritzau Scanpix.

Op til Nazitysklands indlemmelse af Østrig (Anschluss), Sudeterlandet og resten af Böhmen-Mähren (i dag Tjekkiet) i 1938-1939, fik Werner Best i alle tre tilfælde til opgave at opstille politistyrker der skulle rykke ind i området efter den tyske hær for at slå tilløb til modstand ned. De såkaldte Einsatz-grupper, der bestod af personel fra Sikkerhedspolitiet, Ordenspolitiet og SD, for frem med udpræget brutalitet.

Op til angrebet på Polen den 1. september 1939 opstillede Werner Best for fjerde gang Einsatz-styrker – denne gang fem grupper på hver ca. 500 mand. Best varetog under felttoget på ordre fra Himmler og Heydrich kommandoen fra en tophemmelig operationscentral med kodenavnet 'Tannenberg' i Prinz Albrecht-palæet. Det skete på grundlag af lister, der på forhånd var udarbejdet over polske gejstlige, intellektuelle og andre, som kunne forudses at blive initiativtagere til modstand.

Op mod 11.000 polakker blev systematisk myrdet under kamphandlingerne og i månederne derefter. På grund af en tiltagende rivalisering med chefen Reinhard Heydrich var Bests magt dog på retur, og han måtte fratræde sin stilling i 1940.

Første deportation til Auschwitz

Werner Bests legitimationskort
Fra tiden i Paris: Werner Bests legitimationskort som krigsforvaltningschef, 1940.
Af /Nationalmuseet, Danmark.

I august 1940 tiltrådte Werner Best stillingen i Paris som tysk krigsforvaltningschef i det besatte Frankrig, dvs. som en slags 'overindenrigsminister'.

Gennem samarbejde med embedsmændene i Vichy-regeringen, der regerede de 45 procent af Frankrig, der ikke var besat, lykkedes det ham i vid udstrækning at få det franske politi til at samarbejde i bekæmpelse af kommunister, internering af jøder og overtagelse af jødisk ejendom.

I 1941-1942 blev ca. 500 franske gidsler på Hitlers ordre skudt som repressalie for franskmænds nedskydning af tyske militærpersoner. Det var Werner Best stærkt imod, fordi det skadede hans muligheder for samarbejde med de franske myndigheder.

Det lykkedes ham i voksende grad, at få skydning af gidsler erstattet af internering af statsløse jøder som repressalieform. Den 28. marts 1942 blev det første tog med ca. 1100 jøder sendt fra Paris til udryddelseslejren Auschwitz efter initiativ og planlægtning af bl.a. Best.

Tilintetgørelsens teoretiker

Forsiden af Zeitschrift für völkische Verfassung und Verwaltung
Werner Best var blandt redaktørerne for et førende tidsskrift, der havde fokus på at udvikle en forvaltningsmodel for det besatte Europa. Det blev grundlagt som en markering i anledning af SS-rigsfører Heinrich Himmlers 40-års fødselsdag. Blandt de andre navne i redaktionspanelet ses Wilhelm Stuckart, der deltog i Wannsee-konferencen den 20. januar 1942, hvor 'die Endlösung' - udryddelsen af Europas jøder - blev besluttet.
Forsiden af Zeitschrift für völkische Verfassung und Verwaltung
Niels Gyrstings arkiv.

Werner Best var en magthaver, der analyserede og teoretisk begrundede og forsvarede sine dispositioner sideløbende med, at han foretog dem – ikke mange år senere.

I august 1939 – i de samme uger som Werner Best opstillede Einsatz-grupperne til aktionerne i Polen – skrev han i en tidsskriftsartikel, at krig mellem folkene er en naturtilstand, og han afviste, at begrebet 'ret' har nogen relevans i forholdet mellem nationerne.

Året efter, nogenlunde samtidig med, at han måtte fratræde fra Sikkerhedspolitiet, udgav han lærebogen Die deutsche Polizei, der derefter var obligatorisk læsning for nye Gestapo-ansatte. Werner Best besvarede i en tidsskriftsartikel om 'storrum' (magtsfærer) spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig, hvis der er et eller flere folk i 'storrummet', hvis tilstedeværelse 'førerfolket' ikke vil tåle. "Udslettelse og fordrivelse af fremmede folk er efter de historiske erfaringer ikke i modstrid med livslovene, når de gennemføres fuldstændigt," skrev Best. Artiklen blev trykt i foråret 1942 – få måneder efter at en kreds af Nazitysklands toppersoner ved Wannsee-konferencen havde truffet beslutning om Endlösung – den endelige udryddelse af Europas jøder.

Danmark som modelland

Rydhave.
Rydhave i Ordrup nord for København. Werner Best lagde som politisk leder vægt på repræsentative rammer omkring sin funktion. Her boede han sammen med sin hustru og fem børn, og han holdt bl.a. aftenselskaber for Scavenius-ministeriets ministre og andre ledende skikkelser. Palæet er i dag residens for USA's ambassadør.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Werner Best kigger på en genstand.
Werner Best i hjemlige omgivelser på Rydhave, hvor han boede frem til kapitulationen i maj 1945.
Af /Nationalmuseet, Danmark.

I efteråret 1941 forlod Werner Best i en længere periode Paris for – på opdrag af Heinrich Himmler – at udarbejde en model for, hvordan de tysk besatte lande kunne forvaltes mest hensigtsmæssigt for den tyske krigsøkonomi. I et komparativt studie af seks besatte lande i Vest- og Nordeuropa konkluderede han, at det tyske styre i Danmark fungerede bedst, fordi man samarbejdede med de lovligt valgte indenlandske myndigheder og derfor kunne nøjes med et minimum af tysk forvaltningspersonel.

Werner Best fik et år senere muligheden for at stå i spidsen for netop Danmark. Han blev udnævnt til Reichsbevollmächtigter – politisk leder – med grad af SS-Gruppenführer (generalløjtnant). Han blev underlagt udenrigsminister Joachim von Ribbentrop, da Danmark på grund af samarbejdspolitikken formelt var selvstændigt. Best blev sideordnet den tyske militære øverstkommanderende, general Hermann von Hanneken.

Werner Bests målsætninger i Danmark

Werner Best og Erik Scavenius

Forhandlingsrelationen mellem Werner Best (th.) og den danske statsminister Erik Scavenius holdt besættelsesordningen baseret på forhandlingspolitik flydende bemærkelsesværdigt længe. Her er de i fællesskab den 6. februar 1943 på vej til audiens hos kronprins Frederik, der var rigsforstander.

Af /Det Kgl. Biblioteks billedsamling.
Licens: CC BY NC ND 4.0

Werner Bests tilnavn 'Blodhunden fra Paris' gav i Danmark frygt for en væsentlig skærpelse af den tyske kurs. Imidlertid overraskede han med en pragmatisk linje, efter at han allerede ved sin ankomst den 5. november 1942 havde insisteret på, at den hidtidige udenrigsminister Erik Scavenius også skulle være statsminister. Best så bort fra et oprindeligt tysk krav om, at det danske nazistparti, DNSAP, skulle repræsenteres i ministeriet.

Werner Best, hans hustru og deres fem mindreårige børn flyttede ind på Rydhave-palæet i Charlottenlund.

Den velfungerende forhandlingsrelation mellem Scavenius og Best varede i 10 måneder. Deres hovedinteresser var forenelige. Werner Bests hovedopgave var, at der blev holdt ro i Danmark, og at Danmark blev forvaltet til gavn for den tyske krigsøkonomi – frem for alt sikring af den størst mulige fødevareeksport til Tyskland. For Erik Scavenius drejede det sig om at fastholde landets position som ikke-krigsførende, afvise enhver form for indgreb mod de danske jøder og afværge drakoniske straffe mod modstandsfolk.

Det blev ikke Best, men general von Hanneken, der fremstod som eksponent for en hårdere kurs. Generalen havde ansvaret for forberedelse af et invasionsforsvar, så hans fokus var helt og holdent på militær sikkerhed. Rivaliseringen og konflikterne mellem de to chefer fortsatte lige til von Hannekens afgang i januar 1945. Som noget enestående i et tyskbesat land tillod Werner Best, at der kunne afholdes et rigsdagsvalg den 23. marts 1943.

Undtagelsestilstand

Der var dog en dobbelthed i Werner Bests politik. I hans regi blev Schalburgkorpset på initiativ af SS etableret med henblik på at vinde danskerne for den storgermanske ide. Reelt blev korpset en stærkt forhadt del af den tyske modstandsbekæmpelse.

I sommeren 1943 satte en sabotageoffensiv og Augustoprøret – kommunistisk ledede strejkebevægelser – samarbejdspolitikken under afgørende pres. Adolf Hitler beordrede Best til at stille den danske regering over for et ultimatum med bl.a. krav om indførelse af dødsstraf idømt ved danske domstole for våbenbesiddelse uden tilladelse og sabotage. De politiske ledere for de fire partier bag forhandlingspolitikken sagde den 28. august 1943 nej. Regeringen ophørte med at fungere, og den følgende nat erklærede general von Hanneken militær undtagelsestilstand.

Jødeaktionen

Selv om general von Hanneken havde taget magten, var Best fortsat politisk leder. Han fik i løbet af september genetableret samarbejdspolitikken med det såkaldte Departementschefstyre. Bests faste forhandlingsmodpart blev nu Nils Svenningsen, direktør for Udenrigsministeriet.

Best fik bevilget en Gestapo-styrke, og fra 15. september var Gestapo for første gang udøvende politi i Danmark.

Den 8. september afsendte Best sit notoriske telegram nr. 1032 til udenrigsministeriet i Berlin, hvori han anmodede om tilladelse til at foretage en aktion mod de danske jøder. Hans motiv var givetvis, at han vurderede en jødeaktion som uundgåelig, fordi udryddelsen af Europas jøder for SS-rigsfører Himmler var en erklæret topprioritet. Best var ikke længere hindret af hensynet til Scavenius-regeringen, og taktisk vurderede han antagelig, at det styrkede hans position i det interne tyske magtspil i Danmark at være den, der tog initiativet.

Jødeaktionen blev gennemført natten mellem 1. og 2. oktober 1943 af særlige SS-tropper sendt fra Berlin, men på grund af en begrænset og halvhjertet indsats af det i Danmark baserede tyske politi, fik det store flertal af de ca. 8000 danske jøder mulighed for at flygte til Sverige.

De knap 500 jøder, der faktisk blev deporteret, blev sendt til ghetto-byen Theresienstadt i Böhmen. Best fik Adolf Eichmann, den magtfulde praktiske leder af die Endlösung, til at love, at de danske jøder ikke ville blive videresendt til Auschwitz.

Gidselsystemet i Danmark

Ryvangen
Werner Bests eftermæle i Danmark er i høj grad farvet af de over 100 henrettelser af modstandsfolk i Ryvangen i København, der i dag er mindelund.
Af /Frihedsmuseets fotoarkiv/Nationalmuseet.

Gestapo viste hurtigt overbevisende resultater i kampen mod modstandsbevægelsen – primært opnået gennem danske angivere.

Werner Best ønskede en politimæssig tilgang til modstandsbekæmpelsen med krigsretsforfølgelse og var imod krav fra Berlin om skærpede repressalier. Imidlertid blev besættelsescheferne indkaldt samlet til en konference med Adolf Hitler i Ulveskansen, førerhovedkvarteret i Østpreussen, den 30. december 1943. Her beordrede Hitler nedprioritering af krigsretsforfølgelse og indførelse af clearingmord og såkaldt schalburgtage – sprængninger af samfundsvigtig dansk ejendom – som repressalie mod hhv. attentater mod tysk militært personel og sabotage.

Efter førerordren var Werner Best nødt til at medvirke aktivt i terroren. Han havde imidlertid en klar præference for formelle retslige rammer, og i foråret 1944 lykkedes det ham – egentlig imod ånden i Hitlers ordre – at etablere en SS- og Politiret til pådømmelse af sager om alvorlig illegal virksomhed.

Best indførte nu et gidselsystem, der i princippet svarede til det gidselsystem i Frankrig, som han selv havde bekæmpet.

Han var indstillet på at benåde de flere hundrede danske fanger, der stod til dødsdom, men kun, hvis sabotagen blev indstillet. Den voksede imidlertid i forsommeren 1944 til hidtil usete højder, og følgen blev, at for hver større sabotage blev en eller to frihedskæmpere henrettet. I løbet af kun godt to måneder blev 31 danskere skudt i Ryvangen. De sidste var otte mænd fra Hvidstengruppen den 29. juni 1944. Da det skete, var Folkestrejken i København brudt ud, og den blev et nederlag for Best. Han satte hårdt mod hårdt mod befolkningen, der blev støttet af Danmarks Frihedsråd, med blandt andet lukning for el, gas og vand, og over 100 københavnere blev dræbt af bl.a. skydende patruljer. Den rigsbefuldmægtigede endte med at åbne for de offentlige værker og acceptere at fjerne Schalburgkorpset fra København uden anden modydelse, end at arbejdet blev genoptaget den 4. juli 1944.

Best skånede Danmark i slutfasen

Werner Best, forlader det tyske gesandtskab på Kastelsvej bevogtet af frihedskæmpere.
Werner Best efter den tyske kapitulation i 1945, mens han stadig fungerede i sit embede under afviklingen af besættelsesmagtens administration. I forgrunden en sekretær.

I tiden efter Folkestrejken var Werner Bests magtposition i bund. Da tyskerne gennemførte aktionen mod det danske politi den 19. september 1944, skete det på initiativ af general von Hanneken og Höherer SS- und Polizeiführer Günther Pancke. Best blev end ikke orienteret på forhånd.

Efterhånden som krigsafslutningen nærmede sig, steg den rigsbefuldmægtigedes relative magt imidlertid. Lige som han havde afværget tvangsudskrivning af dansk arbejdskraft, lykkedes det ham at undgå rigstyske krav om tvangsindkvartering i danske hjem, da titusinder af tyske flygtninge begyndte at ankomme i februar 1945. Bests faste trumfkort over for andre tyske instanser var hensynet til sikkerheden for levering af den fødevareeksport, som Tyskland var afhængig af.

I besættelsens sidste dage arbejdede Best for, at Danmark skulle indgå i den tyske kapitulation over for de britiske styrker i Nordtyskland, så en militær slutkamp i Danmark kunne undgås. Dog farves Bests eftermæle endnu mere af, at han i februar 1945 fik genindført SS- og Politiretten, efter at krigsretsforfølgelse havde været afskaffet siden Folkestrejken. Det førte til, at ikke færre end 63 modstandsfolk blev henrettet ganske kort tid før krigsafslutningen.

Efter kapitulationen den 5. maj 1945 fortsatte han med accept af Nils Svenningsen på posten nogle uger for at afvikle den tyske administration, indtil han den 21. maj blev arresteret af britisk militærpoliti og indsat i Kastellet. Hans familie blev transporteret til den store flygtningelejr ved Oksbøl.

Fra dødsdom til fem års fængsel

Werner Best i vidneskranken.
Det lykkedes i nærmest utroligt omfang under retsopgøret for Werner Best at fjerne opmærksomheden fra hans tid i Gestapo og Frankrig og opbygge en rolle som analyserende, prominent 'ekspert'. Her i vidneskranken i Nürnberg i efteråret 1946.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Werner Best
Rejsen til vidneafhøring i april 1948 ved processen i Nürnberg mod det tyske udenrigsministeriums topembedsmænd var for Werner Best en velkommen afbrydelse af hans varetægtsfængsling. Den fik også stor betydning for hans eget forsvar.
Werner Best
Af /Rigsarkivet.

Selv om Werner Best var en af hovedkrigsforbryderne, begrænsede hans straf under retsopgøret sig til seks år og tre måneders fængsel – heraf mere end fem år som varetægtsarrestant. Det var der flere grunde til.

For det første var han ikke blandt de nazistiske topfolk, der blev tiltalt ved Nürnbergprocessen, fordi hans sag var for uoplyst og kompliceret til, at det stod klart, hvilken dom der kunne ventes. Hans karriere i 1930'erne var tysk indenrigspolitik og hørte dermed ikke under domstolen, hans ledelse af Einsatz-grupperne i Polen i 1939 var helt ukendt, og billedet af hans rolle i de franske jødedeportationer var vagt.

Da sagen endte i Danmark i marts 1947, kom sagen alene til at handle om Bests gerninger i Danmark, fordi det lille og stærkt overbelastede danske retsvæsen var ude af stand til at gennemskue de internationale perspektiver. Forinden havde han siddet i forskellige tyske fængsler.

Han erhvervede sig en vis status ved at blive indkaldt som ekspertvidne – først for Nürnberg-tribunalet fra august 1946 til begyndelsen af 1947, i kraft af sin viden om Gestapos interne struktur, dernæst i april 1948 ved tribunalets sag mod det tyske udenrigsministeriums topfolk, i kraft af sin politiske post i det besatte Danmark. Under opholdene i vidnefløjen i Justitspaladset i Nürnberg havde Werner Best på grund af ulåste celledøre lejlighed til frit at kommunikere med de andre vidner, der ofte selv var under anklage i andre sager. Perioden gav ham rig lejlighed til at gennemtænke sit forsvar og koordinere forklaringer.

I Københavns Byret blev Werner Best dømt til døden i september 1948, i juli 1949 ændrede Østre Landsret dommen til fem års fængsel, hvorefter Højesteret i marts 1950 forhøjede straffen til 12 års fængsel.

Den opsigtsvækkende forskel skyldtes, at byretten dømte ham for at have iværksat Jødeaktionen, mens landsretten godtog Bests forklaring, som gik ud på, at han sendte anmodningen til Berlin pro forma for at foregribe, at han selv fik ordre til at gennemføre en aktion, som han angivelig vidste, allerede var besluttet i Berlin. Et vidne, der i 1943 havde været embedsmand i Auswärtiges Amt – det tyske udenrigsministerium – støttede Werner Best med en forklaring om, at Best underhånden gennem en telefonopringning fra Tyskland var blevet orienteret om beslutningen.

I 1960'erne viste undersøgelser af ministeriets arkiver af den israelske historiker Leni Yahil imidlertid, at der ikke var truffet nogen beslutning, før Werner Best afsendte sin anmodning om tilladelse til en jødeaktion den 8. september 1943. Samtidig med Werner Bests retssager i København blev sagen i Nürnberg mod topfolkene i Auswärtiges Amt afsluttet. Det skete med relativt milde fængselsstraffe – bl.a. på grundlag af Werner Bests vidneudsagn.

Efter højesteretsdommen blev Werner Best indsat i Horsens Statsfængsel. Herfra virkede han åbenlyst for løsladelse af de tyske fanger i danske fængsler. Det skete via udsendinge fra det tyske justitsministerium, som efter Forbundsrepublikken Tysklands dannelse i 1949 arbejdede for frigivelse af tyskere, der sad i fængsel i andre lande. Det skete med støtte i en stærk folkestemning i Vesttyskland, hvor retsopgør mod nazistiske krigsforbrydere netop i disse år blev betragtet som 'sejrherre-justits'.

Rådgiver for krigsforbrydere

Da Werner Best blev løsladt i august 1951, blev han straks en ledende kraft i en kampagne for generalamnesti. Han viste begyndende politiske ambitioner, men ved nytår 1952/1953 blev han med ét slag ekskluderet af den respektable politiske offentlighed. Det skete, da hans navn blev belastet af, at han havde været med i en gammelnazistisk kreds.

Danmarks ambassadør sikrede sig i de følgende år med jævnlige forespørgsler, at de tyske myndigheder ikke lod Best få nogen position med indflydelse.

Fra 1953 var Best ansat som koncernjurist i Hugo Stinnes-koncernen i Mülheim an der Ruhr. Han fik snart henvendelser fra personer, som myndighederne sigtede for nazistiske krigsforbrydelser. Det var ofte folk, han selv i sin tid havde ansat som personalechef i Sikkerhedspolitiet, og Bests firma gav ham lov til at rådgive i arbejdstiden.

Fra midten af 1950'erne vendte folkestemningen til fordel for et omfattende retsopgør. Titusinder af sager blev rejst. Antallet af henvendelser til Werner Best steg stærkt, og Hugo Stinnes tillod nu, at han bruge hele sin arbejdstid på sagerne.

Best hjalp med skarpsindighed hundreder med juridisk bistand. Det var sandsynligvis ham, der i 1968 fik ideen til at smugle en tilsyneladende ren teknikalitet om forældelse ind i et lovkompleks vedtaget af Forbundsdagen, der fik til konsekvens, at størstedelen af de resterende sager ikke kunne gennemføres på grund af forældelse.

Duel på lægeerklæringer

Werner og Hilde Best ved deres hjem i Mülheim i 1970'erne.
Den sygdom, som Werner Best påberåbte sig ved sin fængsling, var et ret banalt prostataproblem. Han tillod imidlertid ikke operativt indgreb. Senere var det primært psykiske problemer, han mente, ville hindre ham i at stå en retssag igennem.
Werner og Hilde Best ved deres hjem i Mülheim i 1970'erne.
Af /Privatfoto.

Werner Best vidste imidlertid, at hans egen rolle som overordnet ansvarlig ikke kunne forældes. Fra 1963 havde et større antal statsadvokater i Berlin systematisk foretaget en arkivefterforskning af 'skrivebordsmorderne' i Reichssicherheitshauptamt, Nazitysklands centrale politihovedkvarter.

Best kunne nu blot afvente, at de nåede til Tannenberg – den hemmelige kommandopost, hvorfra han i 1939 havde ledet Einsatz-grupperne i Polen.

Den 11. marts 1969 blev han som 65-årig arresteret og indsat i undersøgelsesfængsel i Berlin, og hjemmet blev ransaget. Best erklærede sig helbredsmæssigt ude af stand til at gennemføre en retssag. Efter en række lægeerklæringer – især fra psykiatere – med modsatrettede konklusioner opgav myndighederne at føre sagen, og Best blev løsladt i august 1972.

I de følgende år optrådte han af og til som forsvarets vidne i andre nazisager – sidste gang i 1987. I november 1988 udgav han bogen Dänemark in Hitlers Hand (på dansk i 1989 som Danmark i Hitlers hånd) i samarbejde med Siegfried Matlok, chefredaktør for avisen Der Nordschleswiger i Aabenraa. Heri forsvarede han sine gerninger som rigsbefuldmægtiget. Hvis man godtager udgivelsen som en politisk handling, var det hans sidste, 69 år og fire måneder, efter at han havde nægtet at modtage den franske bogpræmie i Mainz.

Tiltalt efter sin død

Som det fremgår af dødsannoncen, foregik Werner Bests bisættelse i stilhed.
Som det fremgår af dødsannoncen, foregik Werner Bests bisættelse i stilhed.
Af .

Formentlig foranlediget af den åbenlyst sunde og raske pensionists fortsatte offentlige virke genåbnede myndighederne hans sag. Den 5. juli 1989 offentliggjorde statsadvokaten i Düsseldorf et anklageskrift, hvori Best tiltaltes for mord på 8723 mennesker. Det viste sig imidlertid, at den 85-årige Best var død 12 dage før.

Den store sammenhæng

Så længe Werner Best levede, blev han af historikere ofte betegnet som tvetydig og opportunistisk. Det vanskelige i at gennemskue ham skyldtes også, at han som pensionist modtog historikere til samtaler og havde lejlighed til at påvirke deres synsvinkler.

Først da den tyske historiker Ulrich Herbert i 1996 udgav den dybtgående biografi Best, blev det klart, at Werner Best havde fulgt et helt konsekvent spor. Uigennemskueligheden skyldtes, at hans register af virkemidler var usædvanlig stort. Bogen er udkommet i adskillige oplag og er blevet oversat til fransk og polsk, men ikke til dansk.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur og tv-dokumentar

  • Ulrich Herbert: Best – biographischen Studien über Radikalismus, Weltanschauung und Vernunft. Dietz Verlag, 1996.
  • John T. Lauridsen (red.): Werner Bests korrespondance med Auswärtiges Amt og andre tyske akter vedrørende besættelsen af Danmark 1942-45, bind 1-10. Museum Tusculanum og Selskabet til udgivelse af kilder til Danmarks Historie, 2012. De knap 2900 dokumenter i værket på ca. 5500 sider er hvert især forsynet med en introduktionstekst på dansk.
  • Hans Kirchhoff: Den gode tysker – Georg Ferdinand Duckwitz, de danske jøders redningsmand. Gyldendal, 2013.
  • Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1984.
  • Bjørn Rosengreen: Dr. Werner Best og tysk besættelsespolitik i Danmark 1943-1945. Odense Universitetsforlag, 1982.
  • Leni Yahil: Et demokrati på prøve – jøderne i Danmark under besættelsen. Gyldendal, 1967 – oversat fra hebraisk.
  • Niels-Birger Danielsen: Werner Best – tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark 1942-1945. Politikens Forlag, 2013.
  • Siegfried Matlok (udg.): Dänemark in Hitlers Hand: der Bericht des Reichsbevollmächtigten Werner Best und seine Besatzungspolitik in Dänemark (Husum Verlag, 1988). På dansk som Danmark i Hitlers hånd. Holkenfeldt, 1989.
  • 'Freispruch in eigener Sache'. Tv-dokumentar af Sabine Mieder fra 2002 i serien Hitlers Eliten nach 1945. Tilgængelig på youtube.com.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig