Systemskiftet 1901, regeringsdannelsen 24.7.1901, hvorved det i praksis knæsattes, at kongen derefter ikke kunne udnævne en regering, der havde et flertal i Folketinget imod sig.
Systemskiftet markerede afslutningen på den 30 år lange forfatningskamp fra omkring 1870 mellem Folketingets flertal af Venstre (og fra 1884 Socialdemokratiet) og Landstingets flertal af Højre. Kongen, Christian 9., udnævnte i alle årene sine ministerier fra Højre, hvis mandattal i Folketinget blev lavere og lavere.
Med det storpolitiske forlig om retningslinjer for indgåelse af finanslove i 1894 afsluttedes den politiske kamp i realiteten, men først efter folketingsvalget i april 1901, hvor Højres mandattal blev reduceret til otte, besluttede Christian 9. efter tilskyndelse fra bl.a. ØK's direktør, H.N. Andersen, at udnævne en regering, der kunne støtte sig på Venstrereformpartiets flertal i Folketinget.
Som konseilspræsident (statsminister) i den første Venstreregering udpegede kongen den upolitiske J.H. Deuntzer, men regeringens stærke mand var Venstrereformpartiets leder, J.C. Christensen.
I de følgende årtier blev princippet om folketingsparlamentarismen som hovedregel efterlevet, men dog også flere gange anfægtet, fx i forbindelse med Påskekrisen 1920.
Folketingsparlamentarismen blev formelt grundlovsfæstet i 1953.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.