Svenn Seehusen, 1918-1996, dansk modstandsmand og direktør. Som sekretær i KU i København udsendte Seehusen fra oktober 1940 National Pressetjeneste, der bragte stof, som ikke kunne bringes i dagspressen. Det førte ham fra 1942 over i den illegale presse, bl.a. Frit Danmark. Han blev i marts 1943 leder af det britiske propagandaarbejde i Danmark, men måtte i september samme år flygte til Sverige. Her blev han redaktør af ugebladet Danskeren og månedsbladet Nyt fra Danmark og var med til at oprette modstandsbevægelsens kontaktudvalg i Stockholm. Seehusen var propagandachef ved Information 1945-47, ved Politiken 1952-60 og herefter direktør for Politikens oplagsafdeling indtil 1985. Han var desuden en af hovedkræfterne bag oprettelsen af Frihedsmuseet i 1957.