Sofus Høgsbro var en dansk højskoleforstander og politiker; far til Svend Høgsbro. Høgsbro stammede fra en nordslesvigsk præsteslægt og blev i 1848 cand.theol., men ønskede ikke at blive præst. I København havde han mødt Grundtvig, som påvirkede ham stærkt med sine idéer om folkeopdragelse og støttede, at han i 1850 blev forstander for den genåbnede Rødding Højskole. Høgsbro, der tidligt havde fået interesse for politiske forhold og ikke mindst for den nationale kamp i Slesvig, ønskede at omsætte Grundtvigs tanker til praktisk politik. Han lod sig derfor i 1858 opstille og vælge til Folketinget, hvor han sluttede sig til Bondevennerne. I 1862 forlod han stillingen som højskoleforstander og flyttede til København.
I de følgende år samlede Høgsbro en gruppe i Folketinget, Det Nationale Venstre, hvis program blev formidlet gennem ugebladet Dansk Folketidende, som han med stor succes redigerede og udgav i årene 1865-1883. Det Nationale Venstres program blev afgørende ved dannelsen af Det Forenede Venstre i 1870. I takt med den politiske strids heftighed trådte han imidlertid noget i skyggen af de øvrige venstreledere, men vedblev at have betydelig indflydelse på de indre linjer. Høgsbro besad en kolossal arbejdsevne, mødte tillid fra alle sider og var i perioden 1887-1901 Folketingets formand. Som et udtryk for kontinuiteten fra 1870'ernes venstrepolitik valgtes han i 1895 til formand for Venstrereformpartiet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.