Shellhuset, forretningsejendom i København, opført 1934 af Dansk Shell.
Bygningen blev i 1944 beslaglagt af de tyske myndigheder og gjort til hovedkvarter for Gestapo med en snes fængselsceller i tagetagen. Da modstandsbevægelsen i København efter talrige arrestationer i februar 1945 truedes af oprulning, rettede RAF's Bomber Command på dansk opfordring et præcisionsbombeangreb på Shellhuset kl. 11.45 den 21.3.1945 i lighed med det, som ramte Gestapos jyske hovedkvarter på Aarhus Universitet i oktober 1944.
Shellhuset ødelagdes, og et omfattende arkivmateriale blev destrueret, hvilket lammede Gestapos virksomhed under resten af besættelsen. Under angrebet blev ca. 100 tyskere og otte danske modstandsfolk dræbt; 18 modstandsfolk undslap, deriblandt Mogens Fog.
Ulykkeligvis blev et af de 20 deltagende britiske Mosquito jagerbombefly slået ud af kurs efter et sammenstød med en lysmast på godsbaneterrænnet og faldt ned ved Den Franske Skole på Frederiksberg. Flere af de fly, der derefter fulgte, kastede fejlagtigt deres bombelast her, hvorved 104 mennesker omkom, heraf 86 børn.
Et af de 28 eskorterende Mustang jagerfly blev ramt af tysk antiluftskyts og styrtede ned i Fælledparken. En måned senere udførtes et tilsvarende angreb på Gestapos hovedkvarter i Odense (Husmandsskolen).
Kommentarer (2)
skrev Emilie Skjold Weinreich
Hej :-)
Jeg undrer mig over dødstalsangivelsen i relation til bombningen af Den Franske Skole.
I ovenstående artikel skriver I: "Flere af de fly, der derefter fulgte, kastede fejlagtigt deres bombelast her, hvorved 99 mennesker omkom, heraf 86 børn"
Men i artiklen omhandlende Den Franske Skole (https://denstoredanske.lex.dk/Den_Franske_Skole) skriver I: "På skolen omkom 86 børn og 18 voksne" – altså i alt 104 omkomne.
Hvilket tal er det korrekte? 99 eller 104?
Tak for nogle fantastiske artikler!
Venlig hilsen,
Emilie Skjold W.
svarede Niels-Birger Danielsen
Tak for den hjælpsomme observation - og for din venlige bemærkning. Vi tjekker op på det og retter. Der kan gå et par uger.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.