Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Sabroe

Oprindelig forfatter NFC Seneste forfatter Redaktionen

Peter Sabroe.  Fotografi fra ca. 1900.

Peter Sabroe. Fotografi fra ca. 1900.

Peter Sabroe, 23.1.1867-26.7.1913, dansk journalist og politiker. Sabroe blev tidlig knyttet til den socialdemokratiske presse i Jylland; han var 1895-1908 redaktør af Demokraten, 1900-09 medlem af Aarhus Byråd og 1910-13 medarbejder ved Social-Demokraten i København. Som journalist førte han en utrættelig kamp mod de usle kår på landet for tyende, børn og polske arbejdere. Som MF fra 1901 udvidede han sit kampagnefelt til opdragelsesanstalter og børnehjem, hvor han selv mødte op og afdækkede misbrug og vanrøgt. Hans indsats bidrog til gennemførelsen af Børneloven af 1905, der moderniserede børne- og ungdomsforsorgen, ligesom han var hovedmand bag Enkebørnsloven af 1913. Han bekæmpede energisk drikkeri blandt arbejdere og meldte sig i 1909 ind i afholdsbevægelsen. Mens kampagnerne tit påførte ham injuriesager, var han moderat i den almindelige politik, præget af et stærkt nationalt og religiøst engagement, og kom i sine sidste år ofte på kant med partiledelsen. Sabroe var indtil sin tragiske død ved en togulykke en af dansk politiks mest medrivende agitatorer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Peter Sabroe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=154206