Paragraf 5

Ved freden i Prag, der blev indgået 23. august 1866, overdrog kejseren af Østrig alle de rettigheder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, som i 1864 efter krigen mod Danmark var blevet overdraget til Østrig, til kongen af Preussen.

Efter ønske fra mægleren, den franske kejser Napoleon 3., blev der i aftalen indsat følgende forbehold i paragraf 5: "Befolkningerne i de nordligste distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved en fri afstemning tilkendegiver ønsket om at forenes med Danmark".

Kort tid efter at Slesvig og Holsten i 1867 var blevet indlemmet i kongeriget Preussen, indledte man fra preussisk side forhandlinger med Danmark om realisering af paragraffen. Disse forhandlinger strandede dog allerede i 1868 pga. uenighed om afstemningsområdets omfang og dansk modstand mod at give garantier til det tyske mindretal i Nordslesvig, idet man frygtede tysk indblanding i indre danske forhold.

Efter Frankrigs nederlag i Den fransk-tyske Krig 1870-1871 svandt håbet om opfyldelse af Paragraf 5, og i 1878 ophævedes den efter preussisk-østrigsk overenskomst, hvilket vakte stor bitterhed blandt de dansksindede i Nordslesvig. De dansksindede så dog fortsat paragraffen som symbol på retten til genforening med Danmark.

For at fastholde erindringen om paragraf 5 fik både huse og kroer navnet "Paragraf 5" i de efterfølgende år.

Da man i 1920 skulle til at afholde folkeafstemninger i Sønderjylland for at fastlægge, hvor stor en del af det gamle hertugdømme Slesvig, der skulle forenes med kongeriget Danmark, var det dog ikke Paragraf 5, der var afgørende herfor, men den amerikanske præsident Woodrow Wilsons fredspolitiske program.

• Den preussisk-østrigske krig
• Sønderjylland
• Versaillestraktaten 1919
• Genforeningen