Oktoberforeningen, dansk politisk alliance 1865-70 mellem "store og små bønder", dvs. godsejere og bønder, vendt mod byernes nationalliberale embedsborgerskab. Bøndernes leder, J.A. Hansen, sikrede uden modydelser regeringschefen, grev C.E. Frijs, flertal for den stærkt konservative Grundlov af 1866, som udløste forfatningskampen mellem Venstre og Højre indtil Systemskiftet 1901.