Faktaboks

Niels Jensen
Født
26. juni 1833
Død
29. september 1883

Niels Jensen, 26.6.1833-29.9.1883, dansk politiker. Niels Jensen var uddannet skrædder og lærer. Hans interesse for politik førte ham i forbindelse med Lars Bjørnbaks bevægelse. Han rejste rundt og deltog i politiske møder sammen med Lars Bjørnbak og cand.theol. Sophus Haven. Han blev i 1872 valgt til Folketinget for Århus Amts 3. valgkreds for venstregruppen ”Bjørnbakkerne”. Samme år udgav han bogen Arbejdersagen, en historisk fremstilling af arbejderbevægelsens udvikling. I 1873 blev han optaget i Det Forenede Venstre og på ny valgt til Folketinget. Ved sognerådsvalget samme år blev han indvalgt og udnævnt til sognerådsformand i Ormslev Sogneråd, Bjørnbakkerne fik dermed flertallet og afløste Grundtvigianerne.

I 1876 genvalgtes Niels Jensen til Folketinget, og i 1878 valgtes han til formand for en indsamlingskomite til mindesmærke over Lars Bjørnbak. Ved folketingsvalget i 1879 blev Niels Jensen ikke genvalgt, han trak sig efter kåringen af den radikale gårdejer Hummeluhr. Niels Jensen blev i 1880 repræsentant i ”Husmandskreditforeningen for Jylland”. Hans interesse for skolearbejdet førte ham i 1882 ind i bestyrelsen i Danmarks Lærerforening.

Niels Jensen blev begravet på Bjerager Kirkegård.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig