Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

NSDAP-N

Oprindelig forfatter keuner Seneste forfatter MHansen

NSDAP-N, National-Sozialistische Deutsche Arbeiter-Partei - Nordschleswig, det tyske mindretals nationalsocialistiske parti i Sønderjylland.

Inden Adolf Hitlers magtovertagelse 30.1.1933 i Tyskland eksisterede der ikke noget hjemmetysk naziparti, kun det danske DNSAP under Frits Clausen, men samme år opstod der flere indbyrdes konkurrerende tysksindede nazipartier. De blev 1935-38 fra Berlin ensrettet som NSDAP-N med dyrlæge Jens Møller som partifører.

Ved det danske folketingsvalg i 1939, hvor det sønderjyske statstilhørsforhold indirekte var på Slesvigsk Partis dagsorden, betegnede man sig fortsat som Slesvigsk Parti, men i realiteten var Slesvigsk Parti 1939-45 identisk med NSDAP-N.

Annonce

De to partier var stærkt delte i grænsespørgsmålet. NSDAP-N arbejdede målbevidst for en flytning af den dansk-tyske grænse længere nordpå således, at det tidligere Nordslesvig igen blev tysk område. De statsborgerskaber, der var udstedt i 1920 skulle følgelig annulleres, hvorved danske statsborgere risikerede at blive pålagt tysk krigstjeneste. Derfor ville DNSAP for enhver pris undgå enhver diskussion om ændring af grænsedragningen.

Ændring af den dansk-tyske grænsedragning indgik ikke i Hitlers territorialpolitik, især for ikke at fremprovokere amerikansk intervension i krigen. Der var derfor aldrig reel risiko for, at Sønderjylland ville blive indlemmet under tysk område igen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Nørregaard: NSDAP-N i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=251639