Mellempartiet, gruppering i Folketinget ca. 1866-76. Mellempartiet, der stod imellem Venstre og De Nationalliberale, talte en halv snes medlemmer og var i de første år tungen på vægtskålen i Folketinget; i 1870 medvirkede gruppen til ministeriet Frijs' fald. Ledende medlemmer var statistikeren Marius Gad (1827-1902) og økonomen N.C. Frederiksen. Gruppen gik i opløsning, da forfatningskonflikten skærpedes.