Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

L.N. von Scheele

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

L.N. von Scheele, Ludvig Nicolaus von Scheele, 14.10.1796-1.1.1874, dansk embedsmand og politiker. Scheele var født i Holsten og blev i 1821 cand.jur. Fra 1827 havde han forskellige amtmandsembeder i Holsten, og i 1846 blev han regeringspræsident på Gottorp. I 1848 krævede slesvig-holstenerne hans afskedigelse pga. hans modstand mod det liberale og nationale røre. Efter Treårskrigen gik Scheele ind for Helstaten og krævede dansk og tysk ligestillet i Slesvig. Som personlig ven af Frederik 7. medvirkede han til dannelsen af ministerierne P.G. Bang og C.G. Andræ, hvor han var udenrigsminister og minister for Holsten.

Hans personlige forhold til grevinde Danner var medvirkende til, at ministeriet blev sprængt i september 1856, idet han havde foreslået, at hun skulle oppebære apanage, hvilket Andræ nægtede.

Scheeles antiadelige reformer i Hertugdømmerne og hans modstand mod skandinavismen bragte ham efterhånden i modsætning til alle grupperinger, og i 1857 sprængtes regeringen atter. Han virkede derefter som rådgiver for Frederik 7.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
L.N. von Scheele i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156179