Faktaboks

Louis Pio

Louis Albert Francois Pio

Født
14. december 1841, Roskilde
Død
27. juni 1894, Chicago, USA

Louis Pio var kun 29 år, da han i sommeren 1871, i første omgang anonymt, skabte furore i den danske offentlighed med sin opfordring til arbejderne om at opbygge en socialistisk organisation. Fotografi fra ca. 1875.

.

Louis Pio regnes for grundlæggeren af arbejderbevægelsen i Danmark. I 1871 udgav han Danmarks første socialistiske avis, Socialistiske Blade, og senere samme år tog han initiativ til dannelsen af Den Internationale Arbejderforening for Danmark (den tidligste form af Socialdemokratiet) og blev valgt som formand for foreningen, der fungerede som dansk afdeling af Første Internationale, grundlagt i 1864 i London.

Louis Pios opvækst og tidlige voksenliv

Louis Pio blev født i Roskilde. Hans familiemæssige baggrund var en blanding af indvandret fransk officersslægt på faderen Vilhelm Émile Laurent Pios (1806-1890) side og velstående vendsysselsk bonde- og handelsslægt på moderen Ane Marie Brix’ (1808-1883) side.

Faderens officerskarriere havde grundet sygdom i en ung alder været kort, og med kun en beskeden pension levede familien i økonomisk trange kår. Samtidig nærede den betydelige ambitioner på deres to børns vegne.

I 1848 begyndte Louis Pio i Melchiors Drengeskole i København, og i 1853 blev han optaget på Metropolitanskolen. Omtrent samtidig blev forældrene skilt, og han boede i de følgende år hos moderen.

Han blev taget ud af skolen i 1858 på grund af disciplinære problemer og blev derefter af broderen Jean Pio privat forberedt til studentereksamen i 1859. Han fulgte filosofikumforelæsninger hos F.C. Sibbern, Rasmus Nielsen og Hans Brøchner, bestod eksamen i 1861 og fik titel af cand.phil.

I de følgende tre år søgte han forgæves optagelse på Den Polytekniske Læreanstalt, før han i august 1863 blev ansat som timelærer på Borgerdydskolen i København, hvor broderen også var ansat. Den 8. januar 1864 meldte han sig som officersaspirant og deltog fra marts til juli i Anden Slesvigske Krig, uden dog at komme i kamp.

Rastløs periode som timelærer og soldat

De følgende år var præget af en social usikker og rastløs tilværelse. Ved siden af undervisningen i fysik og matematik søgte han ved selvstudier at kvalificere sig til en stilling ved det offentlige. Han søgte uden held et stort antal stillinger og arbejdede indimellem som volontør ved postkontoret i København. I 1867 var han indkaldt til to måneders tjeneste som sekondløjtnant og tegnede samtidig kontrakt for et års tjeneste, som han forrettede ved Sølvgades Kaserne.

Louis Pios hovedinteresse i disse år var dog studiet af folkelitteratur og sagnhistorie. I 1869 udgav han Sagnet om Holger Danske, dets Udbredelse og Forhold til Mythologien, som både herhjemme og i udlandet blev positivt modtaget. Året efter udsendte han nogle mindre, ukommenterede optryk af folkesagn og eventyr. På denne baggrund søgte han en assistentstilling ved Det Kongelige Bibliotek, endnu en gang uden held. Endelig fik han efter gentagne ansøgninger udnævnelse som postskriver ved Københavns overpostmesterembede fra 1. oktober 1870. Igennem 1860’erne synes næsten alle hans bestræbelser at have været rettet mod en sikker borgerlig tilværelse og præget af frygt for en social deklassering. Med den nye ansættelse måtte endelig en "hæderlig stilling" som embedsmand forekomme at være sikret.

Intet tydede på dette tidspunkt på, at der lå en oprører gemt i ham, og det kan derfor være en efterrationalisering, når han i sin erindringsskitse fra 1877 hævdede, at han gennem sine studier af folkelitteratur fik "et godt Indblik i Proletariatets Maade at tænke og tale paa og blev bekendt med de Forhaabninger, der midt i Elendigheden næredes af hele den undertrykte Folkemasse."

Pios første journalistiske arbejde

Et vist samfundsmæssigt engagement kan dog spores ved hans i samtiden ikke kendte journalistiske virksomhed ved fætteren Harald Brix' kortlivede blad Dags-Avisen, der udkom fra oktober til december 1869. Her skrev Louis Pio et større antal artikler om kirkelige emner og om indenrigs- og udenrigspolitik. Tonen i disse artikler var præget af en aggressiv kritik af kirken og præsteskabet og viste en stærk optagethed af de folkelige religiøse bevægelser.

Politisk var holdningen nærmest nationalkonservativ. Hvad der har bevirket det radikale politiske omslag henimod socialismen, er ikke ganske klart, men i februar 1871 begyndte Louis Pio at studere udenlandsk socialistisk litteratur, fortrinsvis Ferdinand Lassalle, og han synes at have taget kontakt med Første Internationales ledende skikkelse på kontinentet, Johann Philipp Becker (1809-1886), i Genève, og at have tegnet abonnement på dennes blad Der Vorbote.

Udgivelsen af Socialistiske Blade

De revolutionære tilstande under Pariserkommunen 1871, hvor arbejdere og venstreradikale greb magten i den franske hovedstad, blev Louis Pios afsæt til at rejse en socialistisk bevægelse i Danmark. Den 21. maj 1871 udgav han anonymt under navnet ”en Arbejder” Socialistiske Blade i tvangfri Hefter, I: Socialismen i dens Forhold til Historien og den 12. juni 1871 nummer II: Hvad vi forlanger.

Det første hæfte blev indledt med en advarsel mod at se Pariserkommunen som blot efterveer af den fransk-tyske krig. Snarere var den udtryk for mægtige bevægelser i proletariatet. Dernæst fulgte en kortfattet historisk gennemgang af klassernes udvikling.

I sin fremstilling af den historiske situation støttede Pio sig til skriftet Zur Arbeiterfrage (1869) af Karl Reichhart (1827-1880), der var en socialt orienteret, katolsk præst fra området omkring Linz i Østrig. Der var desuden en tydelig inspiration fra den tyske socialist Ferdinand Lassalles angreb på de borgerlige arbejderforeninger og selvhjælpsprincippet. Pio sluttede med et bidsk angreb på C.V. Rimestads Arbejderforeningen af 1860, som blev kritiseret for blot at søge at lave arbejdernes hoveder om "til et Pulterkammer, der fyldes med politiske Pjalter fra Rigsdagen, med rustne Sværd fra Kæmpehøjene.” Arbejderne måtte i stedet selv sætte deres interesser igennem "med Loven eller – uden den", som det så udfordrende lød.

I det andet hæfte gennemspillede Pio det tema, der blev ledetråden for hele hans virke, nemlig nødvendigheden af arbejdernes selvstændige organisering. Han viste med eksempler fra de engelske fagforeninger nytten heraf. Arbejderne i by og på land måtte lære at udnytte valgretten bedre end hidtil. Slutteligt opstillede han et program for en valgrets- og skattereform samt for lovgivning om arbejdstid og -forhold. Det sidste inkluderede en fastsat normal-arbejdstid, forbud mod søndagsarbejde, indskrænkning af kvinders og ophør af børns arbejde i fabrikker samt indsættelse af fabriksinspektører, der skulle påse at bestemmelserne blev overholdt. Inspektørerne skulle vælges af arbejderne og lønnes af staten.

Som en fortsættelse af Socialistiske Blade udkom den 21. juli 1871 første nummer af ugebladet Socialisten, udgivet af Harald Brix og med Pio som forfatter til størstedelen af det redaktionelle stof. Her indledte Pio en hidtil ukendt form for aggressiv journalistik med bidende kritik af modstanderne og engagerede opfordringer til arbejderne om at slutte sig til den socialistiske bevægelse, som nu skulle opbygges. Stilen var farverig, med udstrakt anvendelse af billedsprog, af og til med religiøse overtoner.

Dannelsen af Den Internationale Arbejderforening for Danmark

Louis Pio udviste et betydeligt kendskab til de internationale socialistiske forhold.

I august blev Karl Marx' statutter for Første Internationale aftrykt i Socialisten i dansk oversættelse, samtidig kunne man læse en opfordring til arbejderne om at tilslutte sig en dansk afdeling af Internationalen ved henvendelse på bladets kontor.

I september redegjorde Louis Pio for den påtænkte organisatoriske struktur, og i begyndelsen af oktober indkaldte han foranlediget af en større arbejdskonflikt på Burmeister & Wains skibsværft til det første egentlige arbejdermøde i København. Skønt socialisterne ikke havde andel i konflikten, blev den ihærdigt støttet og gav grobund for en forøget tilslutning til den begyndende organisationsdannelse. Pios store betydning i denne situation var hans evne til at organisere massemøder og til at skabe en organisation, der modsvarede arbejdernes behov.

På et møde 15. oktober 1871 blev Den Internationale Arbejderforening for Danmark stiftet. Foreningen bestod af sektioner, hvor medlemmerne inddeltes efter fag, og hver sektion valgte en formand, der sammen med de andre sektioners formænd udgjorde en bestyrelse. Ledelsen af dens landsforening lå hos en formand med titel af stormester og en centralkomité valgt ved urafstemning. Til formand valgtes Louis Pio. Også i provinsen, især i Østjylland dannedes sektioner. Forbilledet for organisationsformen var de tysksprogede sektioner i Internationalen.

Politiet holdt øje med Louis Pio

Samtidig med udsendelsen af det første nummer af Socialistiske Blade havde Pio søgt og fået sin afsked fra postvæsenet og fra Borgerdydskolen. Fra 1. juli 1871 fik han i stedet stilling som huslærer hos kammerherreinde Polly Berling på Ordruphøj, hvor han forgæves prøvede at bevare sin anonymitet som socialistisk forfatter og organisator. Hans identitet blev hurtigt klarlagt af politiet, hvilket var medvirkende til at ansættelsen ophørte i slutningen af oktober. I sammen måned havde han som "Løjtnant Jørgensen" foretaget en rejse til de østjyske sektioner, hvor hans færden blev fulgt nøje af politiet. Opholdet i Jylland bragte ham i forbindelse med Lars Bjørnbak, der dominerede Aarhus-sektionen og Jysk Folkeforening. Med disse to organisationer var der i en periode et usikkert allianceforhold, indtil Bjørnbak brød med socialisterne i begyndelsen af 1872.

Intern kritik af Pio

I de sidste måneder af 1871 opstod der blandt nogle af fagsektionernes ledere en opposition mod Pios ledelse og førte politik. De krævede dels større indflydelse på beslutningerne, dels en mere offensiv strejkepolitik. Dertil var Pio temmelig nedkørt efter et halvt års opslidende agitations- og organisationsarbejde med alskens chikaneri fra politiet og konstante økonomiske vanskeligheder.

Under foregivende af at ville studere katolicismen fik Pio af Polly Berling penge til en udlandsrejse, og den 20. december 1871 rejste han til Genève for at besøge Johann Philipp Becker. Pio blev hurtigt indfanget af det internationale socialistiske miljø i byen, hvor han blev fejret som den danske socialismes leder og gik til foredrag og sektionsmøder. Han synes at have haft svært ved at løsrive sig fra denne mindre belastende tilværelse, men han fik stadig kraftigere opfordringer hjemmefra til at vende tilbage, bl.a. på grund af en betydelig indre uro i foreningen. På hjemrejsen besøgte han flere tyske socialistledere, herunder August Bebel og Wilhelm Liebknecht, der søgte at få Pio til at frasige sig sine lassalleanske ideer.

Den 16. februar 1872 vendte han hjem igen til en forening, der havde været ved at splittes af indre modsætninger og af politistikkervirksomhed. Pio fik med megen energi bilagt stridighederne og blev ved et nyvalg til ledelsen i begyndelsen af marts genvalgt som formand.

Vækst og optimisme i bevægelsen

De følgende måneder drev han bevægelsen frem med en smittende optimisme. Han skrev et utal af artikler, talte ved møder og administrerede organisationens kraftige vækst, dog stadig i hård konkurrence med ikke-socialistiske arbejderorganisationer. Foreningens medlemstal synes i foråret 1872 at have været omkring 5.000, hvoraf ca. 2.000 i provinsen. Fra den 2. april 1872 kunne Socialisten udkomme som dagblad, nu på eget trykkeri. Pio begyndte at lægge planer for deltagelse i efterårets valg til folketinget.

Slaget på Fælleden og det retslige efterspil

Den socialistiske agitation og fagsektionernes strejkeaktivitet satte sine spor i videre kredse. I de første dage af april begyndte murersvendene uden om Den Internationale Arbejderforening en strejke for at få afskaffet "slavetimen" fra seks til syv om aftenen. Socialisterne støttede strejken både ved store møder og ved pengeindsamling. Pio tog den som anledning til at forberede virkeliggørelsen af en gammel idé om et stort friluftsmøde, og den 2. maj 1872 indkaldte han i Socialisten til et arbejdermøde på Nørre Fælled til den følgende søndag den 5. maj.

Myndighederne reagerede ved ved at stille en fælde op for Pio og de øvrige ledere. Københavns politidirektør Vilhelm Crone forbød den 4. maj mødet og alle andre møder som Den Internationale Arbejderforening eventuelt ville indkalde, fordi de havde truet med at omstyrte den bestående orden. Det skete i den sikre forvisning, at Louis Pio ville søge at trodse forbuddet. Det holdt stik. Både i Socialisten og på et møde i Den Internationale Arbejderforening fastholdt Pio, at mødet skulle afholdes uanset forbuddet, som han (utvivlsomt med rette) anså som forfatningsstridigt. Derefter slog politiet til.

Natten mellem den 4. og 5. maj 1872 blev Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff anholdt. Om søndagen den 5. trodsede hundreder mødeforbuddet, og hen på eftermiddagen udartede det sig til "Slaget på Fælleden" mellem demonstranter, politi og gardehusarer, der i stort tal var trukket ud af kasernerne.

Retssag og fængselsdom

Illustration fra Louis Pio: Erindringer fra Redaktionskontoret og Fængslet (1877).
Louis Pio var frihedsberøvet i tre år, fra foråret 1872 til foråret 1875. Tegningen forestiller Pio i statsfængslet i Vridsløselille, hvor fangerne blev holdt i fuld isolation døgnet rundt. Uden for cellerne skulle de bære maske for at skjule deres identitet over for de andre fanger.
Illustration fra Louis Pio: Erindringer fra Redaktionskontoret og Fængslet (1877).
Af .

I den efterfølgende langvarige retssag blev de tre anklaget for at ville omstyrte det bestående samfund og med vold indføre et nyt; for at ophidse folk til med fysisk magt "at sætte deres Fordringer igennem, true eller detronisere Kongen, kuldkaste Forfatningen og Rigsdagen og omforme Samfundet".

Den 29. marts 1873 faldt dommen, der lød på forbedringshus for Pios vedkommende i seks år, for Geleffs og Brix' fem og fire år. I august nedsatte højesteret straffen til fem og tre år. Dommen vakte ophidselse i arbejderkredse, og i foråret og i efteråret 1873 afholdtes adskillige massemøder, der krævede benådning. Under varetægtsfængslingen lykkedes det Pio at smugle ca. 50 artikler ud til Socialisten, og til folketingsvalget den 20. september 1872 opstillede han som kandidat i Københavns 5. kreds. Han fik dog kun 199 stemmer mod højremanden Carl Steen Andersen Billes 1142.

Pio benådet på grund af sygdom

Opholdet i statsfængslet i Vridsløselille tærede både fysisk og psykisk hårdt på Pio og de to andre på grund af usunde, trange omgivelser i fuld isolation og dårlig ernæring. I foråret 1875 var Pio blevet så dødsyg af tuberkulose, at det blev medvirkende til en benådning af de tre arbejderledere.

Uden for fængslet blev især Pio af mange i bevægelsen dyrket som en martyr. Det blev klart for ham, da han blev løsladt på kongens fødselsdag den 8. april 1875. Efter et rekreationsophold i Tyskland, hvor Pio genoptog sine internationale kontakter, kunne han fra midten af juli igen overtage ledelsen af bevægelsen.

Genvalgt som formand

Bevægelsen havde undergået store ændringer i hans fravær. Den 14. august 1873 havde justitsministeren opløst Den Internationale Arbejderforening. Den blev efterfulgt af forskellige politiske organisationer, mens de faglige sektioner gradvis blev omorganiseret til eller optaget i nydannede fagforeninger. Disse oplevede i årene 1873-1875 en stærk vækst og gennemførte med held strejkekampe for højere løn og nedsat arbejdstid.

Den 30. maj 1874 blev De frie fagforeningers centralbestyrelse dannet som ledende organ for både den faglige og politiske bevægelse, og Pio overtog i slutningen af juli 1875 formandsposten. Samtidig blev han redaktør af Social-Demokraten, der i maj 1874 havde afløst Socialisten. Det følgende godt halvandet år blev højdepunktet for både den tidlige arbejderbevægelses udvikling og for Louis Pios politiske indsats. Han blev drivkraften i en meget alsidig udvikling af den faglige og politiske praksis.

Formand med flere store udfordringer

Et vigtigt element i hans politik var det internationale arbejde. Han skaffede Social-Demokraten regelmæssige korrespondancer fra udenlandske socialister, lod vigtige skrifter oversætte og bringe i bladet. Samtidig udkastede han et ambitiøst projekt for at skabe en ny internationale efter Første Internationales sammenbrud.

Engelsk nej til international kongres

Han skrev allerede den 27. juli 1875 til Marx i London og foreslog indkaldelse af en international kongres i 1876, og han forsøgte at motivere de engelske fagforeninger til at gå ind for sagen.

I maj 1876 fik han af centralbestyrelsen bevilget en rejse til England for at fremlægge sine planer. Han besøgte flere gange Karl Marx og Friedrich Engels, der var skeptiske over for projektet. De kendte de engelske fagforeningers tilbageholdenhed over for internationale engagementer, og selv om Pios forslag var meget jordnært, med tanken om at gensidig faglig solidaritet skulle være grundlaget for den nye organisation, ville de engelske fagforeninger ikke indlade sig på forslaget. I slutningen af 1876 måtte Pio opgive det.

Social-Demokraten

Som redaktør fik Louis Pio udviklet Social-Demokraten til et velinformeret, slagkraftigt organ for bevægelsen med en blanding af konkret information, interne foreningsmeddelelser, gode mødereferater, artikler af moderat teoretisk tilsnit og alment agitatoriske ledere. Oplaget steg kraftigt og kulminerede i september 1876 med ca. 7.500 abonnenter. I juli 1876 blev Maanedsblad for det socialdemokratiske Arbejderparti startet, også med Pio som redaktør.

På det politiske felt så han det som en hovedopgave at præcisere forholdet til bondeklassen og partiet venstre. Målet var at forene arbejderklassen i by og på land i et parti, at løsrive landarbejderne fra bøndernes tryk socialt og politisk. Pio formulerede en stadig skarpere kritik af bønderne og venstres politik over for arbejderne og opstillede et agrarprogram baseret på fælleseje af jorden. Han fastholdt imidlertid også, at arbejderpartiet måtte støtte venstre i dets demokratiske kamp mod højre.

Ved valget den 25. april 1876 stillede Pio igen op i 5. kreds og opnåede et betydeligt stemmetal, men kunne fortsat ikke slå modkandidaten Bille.

Første kongres i 1876 gav ny ledelsesstruktur

Der var hele tiden en vis opposition i bevægelsen mod Louis Pio, navnlig mod hans tilbøjelighed til at ville udgøre en enmandsledelse. Kritikken blev markant formuleret på arbejderbevægelsens første kongres på Gimle på Frederiksberg den 6.-8. juni 1876. Trods modstand fra enkelte grupper blev det her vedtaget at bibeholde bevægelsen som en politisk-faglig enhedsorganisation under det nye navn Det Socialdemokratiske Arbejderparti. I spørgsmålet om ledelsesformen måtte Pio se sit forslag om et hemmeligt "opsigtsråd" forkastet til fordel for åbent valg af en formand, der skulle være underlagt en nimands-bestyrelse. Pio blev "enstemmigt med 6.042 stemmer" valgt til formand for foreningen.

Kongressen vedtog uden større diskussion et program, hvortil forlægget var det tyske Gothaprogram fra 1875, men med enkelte udeladelser af lassalleanske kernepunkter og tilføjelse af punkter om agrarpolitikken. Pio opfattede kongressen som et nederlag og protesterede mod at være blevet "bundet paa Hænder og Fødder" af et "ukontrolleret Nimands-Despoti".

Økonomisk krise og arbejdsløshed

Samtidig begyndte virkningerne af den økonomiske krise at vise sig for arbejderbevægelsen. Flere og flere strejker blev tabt, og arbejdsløsheden øgedes.

Pio rejste til Jylland for at opfylde kongressens ønske om at styrke bevægelsens basis i provinsen og blandt landarbejderne. I juli 1876 blev Geleff sendt til Kansas for at undersøge mulighederne for organiseret udvandring og kolonigrundlæggelse.

Udvandringsspørgsmålet havde optaget Pio længe, dels som et middel til at afhjælpe arbejdsløsheden, dels som en mulighed for i det nye land at virkeliggøre de socialistiske ideer. Nu fik udvandringssagen et nyt perspektiv idet muligheden i stigende grad optog ham som et middel til at slippe ud af de politiske, økonomiske og private problemer, der tårnede sig op for ham i efteråret 1876. Den tidligere formand for centralbestyrelsen Ernst Wilhelm Klein (1830-1879) udsendte i slutningen af året et hadsk skrift Socialismen og dens Ledere, hvor Pio blev fremstillet som en løgnagtig bedrager, der ville udnytte arbejderbevægelsen til at fremme sine personlige ambitioner.

Flugten til Amerika

I bestræbelserne for at skaffe bladet et nyt trykkeri havde han sat sig i gæld til baronesse Jaquette Liljenkrantz, og fagforeningerne afviste at hjælpe ham. Den 29. november 1876 fik han datteren Sylvia Pio (1876-1932) med Augusta Jørgensen, som han i nogen tid havde levet sammen med.

Brix blev i januar 1877 igen idømt forbedringshus for satire i Ravnen mod J.B.S. Estrups regering, og Pio, hvis helbred stadig var skrøbeligt, frygtede samme skæbne. Den 14. januar 1877 bragtes i Social-Demokraten en stort opsat "Indbydelse til at deltage i Oprettelsen af en Koloni i Nord-Amerika", og på et fælledmøde den 5. februar 1877 krævede Pio statsstøtte til udvandringsplanerne, hvilket blev afvist.

Den 18. februar 1877 meddelte han, at han fra 1. marts ville fratræde posten som formand for Det Socialdemokratiske Arbejderparti. Baggrunden var, at han mellem den 12. december 1876 og 24. februar 1877 havde ført samtaler med politiinspektør Martin Hertz (1817-1879) og vicepolitidirektør Valdemar Oldenburg (1834-1918), der havde indkaldt ham til møder for at true og lokke ham til at forlade landet. Han fik tilbudt 10.000 kr. for at rejse ud af landet og et større beløb, hvis han også kunne få Geleff og andre ledere med. Pengene var bragt til veje fra nogle af byens største kapitalejere.

I sin pressede situation så Louis Pio åbenbart ingen anden udvej end pengene og flugten, og den 25. marts 1877 kunne Social-Demokraten meddele, at Pio og Geleff var afrejst landet med kurs mod Amerika. Pio havde Augusta Jørgensen, sin datter og sin sekretær på bladet, A.W. Hansen, med. Meddelelsen var lammende for bevægelsen og dens tilhængere. Om bestikkelsen vidste man intet, før Geleff, som i New York blev uvenner med Pio, berettede om den i pjecen Den rene og skære Sandhed om Louis Pio og mig selv (1877).

Det er ikke let entydigt at forklare dette "forræderi", men der er ingen tvivl om, at Louis Pio var psykisk og fysisk hårdt ramt af den megen modgang, faren for et nyt fængselsophold, den bundløse gæld, den økonomiske og sociale krise, det fejlslagne projekt om en ny internationale. Han var utvivlsomt tillige overbevist om, at hans koloniseringsprojekt i Kansas var bæredygtigt og ville muliggøre en realisering af hans ideer. Heri blev han skuffet.

En kamp for tilværelsen i Amerika

Tilværelsen i Amerika blev en stadig kamp for at holde nøden fra døren. For de udbetalte penge forsøgte han sammen med en gruppe danske nybyggere at skabe et nyt samfund ved Smoky Hill-River i Kansas. Men trods deltagernes entusiasme brød kolonien ret hurtigt sammen. Manglende landbrugskyndighed hos flertallet og de barske naturbetingelser kunne ikke opvejes af energien.

Pios økonomiske indsats gik tabt, og han flyttede med familien til Chicago, hvor han prøvede at ernære sig som typograf. Samtidig blev han medarbejder ved forskellige tidsskrifter for skandinaver. I 1878 udgav han sammen med den gamle norske arbejderleder Marcus Thrane Den ny Tid som organ for de dansk-norske arbejdere i USA, men det lykkedes ikke at skabe en varig kontakt til dem.

Pio forsøgte allerede sommeren 1877 at påvirke dem til at vise solidaritet under en jernbanearbejderstrejke og til at udnytte frihedsrettighederne i USA.

Louis Pio og Augusta Jørgensen blev gift i 1878 og fik i 1879 og 1881 sønnerne, Herbert og James Percival. I 1880’erne forsøgte Pio at slå sig igennem som forfatter. Han udgav nogle lærebøger i sprog, skrev til forskellige tidsskrifter og tilbød blade i Danmark at sende beretninger hjem. En overgang arbejdede han som kontormand for jordspekulanten, forhenværende professor N.C. Frederiksen. Pio var også en hyppigt anvendt taler ved skandinaviske sammenkomster. I midten af 1880’erne var han nogle år ansat ved toldvæsenet i Chicago, men blev afskediget i slutningen af 1888.

Louis Pio døde i Chicago 1894

I perioden 1891-1893 skrev han ved Henrik Cavlings mellemkomst en række artikler og kronikker til Politiken.

I 1893 blev han ved en udstilling i Chicago bestyrer af Floridas bygning og ad denne vej lykkedes det ham at blive knyttet til et projekt for anlæg af en by, The White City, i Florida. På en rejse i Minnesota blev han syg, og han døde i Chicago 52 år gammel. Han blev begravet der, men ved socialdemokratiets 50-års jubilæum i 1921 blev hans aske hentet til Danmark, og partiet rejste på Vestre kirkegård en mindesten for sin grundlægger.

Eftermæle

Louis Pio har både i samtid og eftertid været en omstridt person. Grænseløst beundret af mange i den tidlige arbejderbevægelse, forhadt af borgerskabet og betragtet med nøgtern skepsis af mange faglige ledere. Eftertiden har ofte villet se ham som en deklasseret overløber fra småborgerskabet, der søgte at virkeliggøre sine umådelige ambitioner gennem lederskabet af arbejderbevægelsen.

Han lader sig næppe placere entydigt som revolutionær eller reformist. Han ville en radikal omformning af samfundet henimod en tilstand, hvor arbejderklassen fik den magt som dens indsats berettigede den til. I spørgsmålet om midlerne svingede han mellem radikale, revolutionært farvede strategiforestillinger og en tro på det liberale demokrati som et anvendeligt middel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (4)

skrev Hans Bendix Pedersen

Den datter som Pio og Augusta Jørgensen får 29. nov. 1876 og har med til USA er tydeligvis ikke den datter som fødes i USA 29. nov. 1878. Hvad den første fødte datter hed, har jeg ikke umiddelbart kunne finde ud af.
Men nr to datter hed Sylvia Mizpah Pio og døde 24. april 1932 i København og ligger begravet på Vestre Kirkegård under sit pigenavn Sylvia Pio.
Hun er ikke nævnt i artiklen om Pio og burde måske medtages, da begge sønnerne Herbert Pio og James Percival Pio er nævnt.
Sylvia Pio blev gift to gange (juli 1903 m. Eggert Knuth og juni 1917 m. Johannes Poulsen som hun blev skilt fra i 1922) senere havde hun efter sit første ægteskab m. Knuth bekendtskab med Thorvald Stauning.
Men det er lidt pudsigt, at disse tilsyneladende to døtre fødes to år forskudt og at navnet på nr. 1 datter ikke ses nogen steder.
Med venlig hilsen
Hbendixp

svarede Jesper Jørgensen

Der var kun én datter, Sylvia Pio, der blev født i 1876. I USA ændrede forældrene fødselsåret til 1878, deraf misforståelsen. Hendes navn er tilføjet til opslaget. Mvh. Jesper

skrev Hans Bendix Pedersen

Efter lidt mere grundighed.
Det er tilsyneladende en fejl at Sylvia Mizpah Pio er angivet født i 1878. Hun er født to år før og født i ishøj sogn hvor moderen Augusta er indført i kirkebogen med en fødsel den 29. nov. 1876. Det er dette barn de rejser til USA med. Så hun er sikkert pga fødsel uden for ægteskab gjort 2 år yngre. Kirkebogen skriver også som udlagt fader, at det er Louis Pio. Et opslag i kirkebogen er beviset. Der er således ikke to døtre men kun en. ( med “to” forskellige fødselsdatoer to år forskudt)
Mvh
Hbendixp

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig