I januar 1933 befandt Danmark sig i en meget vanskelig situation, der truede med at vælte landets økonomi. Landbruget, der udgjorde næsten firs procent af eksporten, var i dyb krise på grund af faldende priser på smør og flæsk samt et kursfald på det engelske pund. Bønderne havde svært ved at betale af på deres lån, og mange gårde var allerede gået på tvangsauktion.
I byerne havde arbejdsløsheden ved årsskiftet 1932/1933 rundet 30 procent, hvilket lagde et massivt pres på arbejdsløshedskasserne og de kommunale hjælpekasser. Oven i dette havde arbejdsgiverne opsagt de private overenskomster med kravet om en gennemsnitlig lønnedgang på 20 % og varslet en storlockout fra 1. februar.
Regeringen ønskede derfor at gennemføre omfattende økonomiske tiltag, der skulle afbøde konsekvenserne af krisen, samt et indgreb på arbejdsmarkedet for at forhindre den truende storkonflikt. Regeringspartierne Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre havde dog et problem: selvom de kunne mønstre et pænt flertal i Folketinget, havde de borgerlige flertallet i Rigsdagens førstekammer, Landstinget. Derfor behøvede regeringen enten Venstres eller Det Konservative Folkeparti accept for at kunne gennemføre sine krisetiltag.
Det var tidligere lykkedes at indgå kriseforlig hen over midten: første gang i oktober 1931, hvor regeringen havde indgået et kriseforlig med de konservative. I januar 1932 var det Venstre, der lagde stemmer til regeringens lovforslag om oprettelse af Valutacentralen, og flere forlig fulgte.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.