Johannes Schmidt, 1869-1959, tysk mindretalsleder i Sønderjylland. Schmidt var præst i Vodder 1896-1920 og kritiserede fra 1907 den tyske tvangspolitik i Nordslesvig. Han var dog imod landsdelens afståelse til Danmark og krævede som mindretallets leder efter 1920 og som MF 1920-39 en revision af den nye grænse. I 1920'erne søgte han forgæves at udnytte landbrugskrisen til et grænsepolitisk fremstød sammen med bl.a. Kreditanstalt Vogelgesang. Efter nazismens gennembrud i 1933 mistede den national-konservative Schmidt indflydelse. Under den tyske besættelse stillede han sig til rådighed for besættelsesmagten med artikler og radioforedrag. Mistænkt for højforræderi arresteredes han i 1946, men blev løsladt uden retssag.