Johan Knudsen, 1865-1942, dansk politiker. Knudsen knyttede sig oprindelig til den litterære radikalisme. Han ejede 1891-1909 godset Bangsbo ved Frederikshavn, hvor en kreds af forfattere, Bangsbokredsen, samledes. Efter århundredskiftet sluttede han sig til Højre og var MF 1906-13 og 1918-20. Han var formand for Det Jyske Højres organisation 1904-14 og medlem af repræsentantskabet i Højre 1905-15 og i Det Konservative Folkeparti 1918-20. Knudsen var 1918-20 politisk ordfører og 1919-20 formand for den konservative folketingsgruppe. Han trak sig ud af politik i 1920, efter at meningsfællen Asger Karstensen havde tabt partistriden med Alexander Foss.