Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.H. Deuntzer

Oprindelig forfatter ThDan Seneste forfatter Redaktionen

J.H. Deuntzer, Johan Henrik Deuntzer, 20.5.1845-16.11.1918, dansk jurist og politiker; konseilspræsident og udenrigsminister 1901-05. Deuntzer blev juridisk professor ved Københavns Universitet i 1872 og skrev en række værker og afhandlinger inden for fagene person-, familie- og arveret samt retshistorie og civilproces. Hans hovedværk er Den danske Skifteret (1885). I 1897 var han medstifter af ØK og sad i bestyrelsen indtil 1910. Deuntzer var liberal, men havde ikke spillet nogen politisk rolle, da Christian 9. i 1901 udpegede ham til at lede den første Venstreregering. Ved at vælge en person, der stod uden for den politiske magtelite, bevaredes endnu forestillingen om, at kongen havde retten til at udnævne ministre. Deuntzer var medlem af Folketinget 1902-13 og kongevalgt medlem af Landstinget 1914-18.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Danielsen: J.H. Deuntzer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=63828