Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Jessen

Oprindelig forfatter CBjø Seneste forfatter Redaktionen

Jens Jessen, 1854-1906, dansk bladmand og politiker i Sønderjylland. Jessen var i en kort periode lærer ved den danske skole i Haderslev, indtil den blev lukket af de tyske myndigheder i 1881. Året efter blev han redaktør ved Flensborg Avis, som han gjorde til danskhedens førende organ. Han var en dygtig bladleder og skribent og en ubetinget fortaler for retsstandpunktet, dvs. sønderjydernes krav på en afstemning om deres nationale tilhørsforhold i henhold til Pragfreden af 1866, selvom fredens § 5 om afstemningen var blevet ophævet i 1878 ved en tysk-østrigsk overenskomst. Ved sin kompromisløse kurs og konservative grundholdning kom Jessen endvidere i et modsætningsforhold til H.P. Hanssen. Fra 1902 havde Jessen sæde i den tyske rigsdag. Hans indsats både som bladmand og politiker var præget af en offensiv skarphed, der førte til langvarige fængselsophold.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Jens Jessen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101359