Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henrik von Kauffmann

Oprindelig forfatter BLi Seneste forfatter Redaktionen

Henrik von Kauffmann, 26.8.1888-5.6.1963, dansk diplomat. Efter forskellige poster i New York, Berlin, Rom, Beijing og Oslo blev Kauffmann i 1939 gesandt i USA. Her erklærede han ved Danmarks besættelse den 9. april 1940, at han ikke ville følge ordrer fra den danske regering, som han betegnede som ufri. Året efter fuldbyrdedes bruddet med København, da han uden bemyndigelse fra regeringen, men i kongens navn undertegnede en aftale med USA om forsvaret af Grønland, Grønlandstraktaten.

Kauffmann blev afskediget og hjemkaldt, men forblev i Washington, D.C. med USAs diplomatiske anerkendelse. Efter krigen udnævntes han til minister uden portefølje i befrielsesregeringen maj-november 1945, og denne egenskab repræsenterede han Danmark ved San Francisco-konferencen, hvorunder FN blev grundlagt. Han genindsattes samtidig som gesandt i Washington, hvor han, fra 1947 med titel af ambassadør, forblev til sin pensionering i 1958.

Da USA i lyset af den begyndende kolde krig afviste at rømme sine baser i Grønland, fortsatte Kauffmann sit aktive diplomati, der stik mod den danske regerings ønske sigtede på at skabe grundlag for, at USA kunne forblive i Grønland. Han videreførte herved sin "private udenrigspolitik", der ledte frem mod opgivelse af neutralitetspolitikken ved Danmarks indtræden i NATO i 1949 og ved indgåelsen af en ny Grønlandsaftale med USA i 1951.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bo Lidegaard: Henrik von Kauffmann i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 6. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105043