H.P. Ingerslev var en dansk politiker. Ingerslev blev i 1864 ejer af godset Marselisborg og fra begyndelsen af 1870'erne ledende i jysk landbrug og organisationsliv. Han var medlem af Folketinget for Højre 1873-1876 og 1879-1884 samt medlem af Landstinget fra 1884. Ingerslev var fra 1885 indenrigsminister i Højreregeringen og gennemførte en lang række love vedrørende landbruget og sociale forhold og desuden loven om etablering af Københavns Frihavn i 1891. Ingerslev tilsluttede sig Estrups linje, men respekteredes af oppositionen og var centralt placeret i den reformpolitik, der fra begyndelsen af 1890'erne førte til det politiske forlig mellem Højre og Venstre i 1894.