Højre var et dansk politisk parti. Ordet højre anvendtes allerede fra 1849 som betegnelse for de konservative helstatsmænd og godsejere, først i Den Grundlovgivende Rigsforsamling og derefter i Rigsdagens Folketing og Landsting, selvom medlemmerne helt op til 1918 sad efter anciennitet og ikke efter parti.

Gruppen undlod bevidst at organisere sig som et egentligt politisk parti også efter 1870, da oppositionen slog sig sammen i Det Forenede Venstre og oprettede vælgerforeninger i valgkredsene. Efter 1866 bestod Højre, som gruppen kaldtes i Rigsdagen, fortrinsvis af godsejere, fra 1870 indgik også Nationalliberale i det, og i 1878 var de to grupper smeltet sammen.

I begyndelsen af 1880'erne skærpedes kampen med Venstre, men manglen på lokale højreforeninger i valgkredsene, indtil 1881 fandtes der således kun fem, medvirkede til svigtende vælgertal ved folketingsvalgene; i Landstinget havde Højre derimod flertal. Efter oprettelsen af en succesfuld Højreforening i København i 1881 opfordrede Højres rigsdagspolitikere i 1882 til dannelse af højreforeninger over hele landet, og i 1883 dannedes en landsorganisation med Lars Dinesen som sekretær.

Højre var bl.a. gennem sine årlige delegeretmøder mere demokratisk organiseret end Venstre, men partiet var på den anden side et lydigt værktøj for J.B.S. Estrup i hans lange regeringstid. Fra Højres rigsdagsgruppe udskiltes i 1900 en lille gruppe, De Frikonservative, der banede vej for mere liberale strømninger i det gamle reaktionære Højre. I 1915 ændrede partiet navn til Det Konservative Folkeparti.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig