Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Højgaardkredsen

Oprindelig forfatter HSNis Seneste forfatter Redaktionen

Højgaardkredsen, kreds af danske privatpersoner, som 14.11.1940 med en skrivelse henvendte sig til Christian 10. og henstillede til ham at afskedige samlingsregeringen og udnævne et ministerium, der var uafhængigt af Rigsdagen. Ingeniør Knud Højgaard var ledende i kredsen, som fortrinsvis bestod af fremtrædende erhvervsfolk, bl.a. A.P. Møller, Per Kampmann og Jørgen Saxild, men også fx talte historikeren Vilhelm la Cour; prins Axel deltog også i kredsens møder og blev foreslået som regeringsleder.

Højgaardkredsen var en blandt flere grupper, som i første del af den tyske besættelse og især i sommeren 1940 mente, at situationen krævede et mere autoritært ekspertstyre under tilsidesættelse af de demokratiske partiers indflydelse. Kredsen argumenterede med, at en sådan regering på den ene side ville være stærkere, fordi den var ubundet af partihensyn, og på den anden side ikke ville skade forholdet til Tyskland. Henvendelsen, hvis motiver spændte fra nationale interesser til erhvervsmæssige, blev afvist af Christian 10., som orienterede statsminister Th. Stauning, der dagen efter i Folketinget fastslog regeringens og kongens tilslutning til parlamentarismen. Højgaardkredsens politiske rolle var hermed udspillet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Højgaardkredsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95452