Georg Lindemann, 1884-1964, tysk officer, generaloberst. Lindemann afløste i februar 1945 general von Hanneken som øverstkommanderende for den tyske værnemagt i Danmark. Han var indstillet på at udkæmpe et sidste slag i Danmark imod de allierede hære, men blev af regeringen Dönitz beordret til at kapitulere 5. maj 1945. Fra kapitulationen og indtil sin arrestation i juni 1945 forestod Lindemann afviklingen af det tyske militær i Danmark.