Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Geert Winther

Oprindelig forfatter CBjø Seneste forfatter Redaktionen

Geert Winther.  Udateret fotografi.

Geert Winther. Udateret fotografi.

Geert Winther, 1813-1905, dansk politiker. Geert Winther blev cand.theol. 1840, magisterkonferens 1844 og fik filosofisk magistergrad (fra 1854 konverteret til doktorgraden) 1846.

Han valgtes i 1848 til Den Grundlovgivende Rigsforsamling, var herefter MF til 1884 og sluttede sig som repræsentant for en jysk bondepolitisk linje vendt mod embedsmandsstyret til A.F. Tscherning. Han bekæmpede indædt grundlovsrevisionen 1866. Geert Winther var et fremragende organisationstalent og stod i tæt samarbejde med Lars Bjørnbak for organiseringen af Venstre i Østjylland.

Geert Winther stiftede i 1848 Nørrejyske Tidende, der udkom til 1973. Bladet blev til støtte for Brandforsikringsforeningen for mindre Ejendomsbesidderes Landbygninger i Nørrejylland, som han stiftede og bestyrede til 1882.Geert Winther var modstander af oprustningerne og tilsluttede sig den Tschernigske fredspolitik. Han og 11.740 andre underskrivere opfordrede i 1875 regeringen til at arbejde for oprettelse af en Europæisk Voldgiftsdomstol, der skulle afgøre stridigheder landene imellem. Han var modstander af grundlovsforandringer og arbejdede for tilbagevenden til 1849-Grundloven, som han havde været med til at udarbejde.

Annonce

Geert Winther var ikke ubetinget respekteret i Venstre. Han havde ofte sammenstød med deres ledere, blandt dem J.A. Hansen. Winther havde vanskeligt ved at indordne sig under partidisciplinen. Christen Berg forsøgte at styre Winther i dennes valgkreds, men det mislykkedes. Winther søgte i 1872, efter anmodning fra valgkredsens medlemmer, om optagelse i Det forenede Venstre. Bestyrelsen afslog, med otte stemmer mod to, at optage ham som medlem. Blandt modstanderne havde været Bojsen, Balthazar Christensen, J.A. Hansen og Jakob Madsen. Christen Berg var fraværende. Winther forsøgte igen i 1876, men uden held.

Geert Winther havde stået som en af demokratiets førere, og han var et selvfølgeligt medlem af finansudvalget og var i perioder dets formand. Modstanden mod ham voksede sig efterhånden så stor, at han ved flere valg måtte kæmpe sig til et knebent flertal for at komme i udvalget. Det endte med, at det mislykkedes for ham at opnå fornødent flertal for en plads af finansudvalget. Winther stod efterhånden isoleret i Folketinget. Ved valget i 1884 tabte han sit mandat til Viggo Bjørnbak efter 33 års medlemskab af Folketinget og genvalg 20 gange i træk. Enkelte gange var der gjort forsøg på at fortrænge Geert Winther; men uden held. Valgkredsen havde haft tillid og været trofast mod ham. Det var først ved de sidste to valg, han mødte en alvorlig opposition.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Geert Winther i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=182893