Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frit Danmark

Oprindelig forfatter ATro Seneste forfatter Redaktionen

Frit Danmark, illegal tværpolitisk bevægelse, oprettet i foråret 1942 på initiativ af kommunisterne som led i deres nationalfrontsstrategi. Forhandlinger mellem kommunisternes leder, Aksel Larsen, og den konservative Christmas Møller resulterede i udgivelsen af et illegalt blad, Frit Danmark, bag hvilket der skulle stå en landsdækkende organisation. Ledende i arbejdet var Børge Houmann, Mogens Fog og Ole Kiilerich; sidstnævnte afløstes snart af Kate Fleron. Bladet udkom månedligt fra april 1942, og det blev toneangivende i den illegale presse. Oplaget steg på tre år fra ca. 5000 til ca. 144.000 i marts 1945. Fra august 1943 udsendtes også Frit Danmarks Nyhedstjeneste.

Til fremstilling og distribution af bladet oprettedes i København en række faggrupper (læger, lærere, arkitekter mv.) og i provinsen op mod et halvt hundrede lokalgrupper. Nogle af disse udgav også lokale blade.

Frit Danmark deltog i oprettelsen af Danmarks Frihedsråd, som fra efteråret 1944 krævede deltagelse i den kommende befrielsesregering; ved dens dannelse i 1945 blev Frit Danmark repræsenteret af Mogens Fog.

Annonce

Frit Danmark opretholdtes som organisation efter krigen, men mistede hurtigt sin betydning. Bladet eksisterede indtil 1982 med Kate Fleron som redaktør.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer: Frit Danmark i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=80207