Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmarks Frihedssang

Oprindelig forfatter ATro Seneste forfatter Redaktionen

Danmarks Frihedssang, En Vinter, lang og mørk og haard, skrevet under besættelsen på initiativ af Frit Danmark af Sven Møller Kristensen til musik af Knudåge Riisager. Sangen offentliggjordes i det illegale blad Frit Danmarks martsnummer 1945; de tre vers er en opfordring til modstand og opgør og indeholder bl.a. ordene "fej alle vissengrønne væk".

Sangen nåede ikke at blive bredt kendt før befrielsen, men blev allerede den 5. maj 1945 sunget af Aksel Schiøtz i dansk radio. Med sit forsinkede budskab om at gå til modstand fejede den uimodsagt ud over landet og havde i nogle år officiøs status som markør af Danmarks befrielse, men bombastisk og aggressiv i tekst og musik var den ikke langtidsholdbar. Den blev efterhånden afløst af den anderledes lavmælte, men heller ikke helt vellykkede befrielseshymne "En Lærke letted" med tekst af Mads Nielsen og melodi af Mathias Christensen. "En Lærke letted" har efterhånden fået blivende plads i Højskolesangbogen, mens Danmarks Frihedssang er gået i glemmebogen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer: Danmarks Frihedssang i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=80089