Faktaboks

Erik Scavenius
Født
13. juni 1877
Død
29. november 1962

Erik Scavenius. Fotografi fra ca. 1945.

.

Erik Scavenius var en dansk diplomat og politiker. Han var udenrigsminister i 1909-1910, 1913-1920 og 1940-1943 og statsminister 1942-1943. Scavenius' rolle under to verdenskrige har gjort ham til en af de mest omstridte, men også mest betydningsfulde danske udenrigspolitiske skikkelser i 1900-tallet.

Scavenius' baggrund og udnævnelse til udenrigsminister

Scavenius blev cand.polit. i 1901 og samme år ansat i Udenrigsministeriet. Uden politisk basis i Det Radikale Venstre udnævntes han uventet til udenrigsminister i den første radikale regering under C.Th. Zahle fra 1909. Han anerkendtes for sin effektivitet og blev atter udenrigsminister, da Zahle i 1913 igen dannede regering.

1. Verdenskrig

Under 1. Verdenskrig 1914-1918 fastholdt Erik Scavenius som udenrigsminister Danmarks neutralitet og balancerede dygtigt mellem stormagterne, især med vægt på et godt forhold til Tyskland.

Denne kurs og regeringens fastholden ved sindelagsgrænsen i Slesvig efter krigen førte til kritik for tyskvenlighed fra nationale kredse. Længe efter forsvarede han sin politik i bogen Dansk Udenrigspolitik under den første Verdenskrig (1959).

Mellemkrigstiden

Erik Scavenius (tv.) modtager rigsbefuldmægtiget Werner Best den 5. november 1942; i baggrunden Christiansborg Slotskirke. Scavenius mente, at "de reale Magtforhold i den os omgivende Verden, derunder først og fremmest Magtbalancen mellem de os nærmestliggende Stormagter" måtte bestemme dansk udenrigspolitik. Trods store analytiske og taktiske evner havde han kun begrænset forståelse for andres synspunkter, og hans stædige fastholden ved sin udstukne kurs hvilede ikke altid på et realistisk virkelighedsbillede.

.

Scavenius fortsatte som udenrigsminister til 1920. Han var formand for Det Radikale Venstre i 1922-1924, medlem af Landstinget i 1918-1920 og 1925-1927 samt formand for Politikens bestyrelse i 1932-1940. Han var også gesandt i Stockholm i 1924-1932 og havde opgaver for Udenrigsministeriet i 1932-1937.

Stats- og udenrigsminister under Besættelsen

Ved P. Munchs afgang i juli 1940 blev Scavenius atter udenrigsminister og fik dermed en hovedrolle i forhandlingspolitikken over for den tyske besættelsesmagt. Ved Vilhelm Buhls afgang blev han tillige statsminister, reelt fra den 9. november 1942 til den 29. august 1943, formelt indtil befrielsen den 5. maj 1945.

Scavenius lagde vægt på et godt samarbejde med tyskerne. Metoden var dels forebyggende imødekommenhed, dels henholdende forhandlingsteknik med det sigte at opretholde flest mulige af suverænitetens formelle positioner. Det gav ham en stærk stilling blandt politikerne, at han havde tyskernes tillid, og at han var villig til at tage ansvaret for samarbejdet. Derimod fremkaldte hans politik en antipati i brede befolkningsgrupper.

Erik Scavenius' linje kulminerede i perioden november 1942-august 1943, hvor han i kraft af et tæt, personlig forhandlingsrelation med Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede, opnåede væsentlige resultater. Han fik ført danske krigsretsdømte, der afsonede tugthusstraffe i Tyskland, hjem til afsoning i Danmark. Han fik udvirket benådning af de første danskere, der blev dødsdømt ved den tyske krigsret, og det lykkedes at holde tyskerne op på et løfte om, at ingen, der var blevet arresteret af dansk politi, ville blive henrettet af tyskerne. Sager om illegal virksomhed blev fortsat overvejende pådømt ved danske domstole, og straffene blev efter nazistisk målestok som regel forbløffende milde.

Trods voksende pres fra tyske instanser undgik Danmark fortsat jødelovgivning. Omvendt kom dansk politis troværdighed over for opinionen under voksende pres, fordi man i flere tilfælde måtte foretage arrestationer på krav fra tyskerne. Med urolighederne i august 1943 brød hans indrømmelsespolitik sammen.

Efter befrielsen udsattes Scavenius for skarpe angreb, men han forsvarede sig effektivt både i Den Parlamentariske Kommission i 1945 og senere i sin bog Forhandlingspolitikken under Besættelsen (1948). Scavenius' grundtanke var, at Danmark ikke kunne forsvares militært, og at man derfor måtte søge en tilpasning til den nærmeste og farligste stormagt. Kalkulen indebar, at uanset om Tyskland tabte krigen, hvilket han næppe ventede, var risikoen mindst ved tilpasningspolitikken, fordi Storbritannien ville vise sig forstående trods dansk samarbejde med dets hovedmodstander.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig