• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Scavenius

Oprindelig forfatter CD-N Seneste forfatter Redaktionen

Erik Scavenius (tv.) modtager rigsbefuldmægtiget Werner Best 5.11.1942; i baggrunden Christiansborg Slotskirke. Scavenius mente, at de reale Magtforhold i den os omgivende Verden, derunder først og fremmest Magtbalancen mellem de os nærmestliggende Stormagter måtte bestemme dansk udenrigspolitik. Trods store analytiske og taktiske evner havde han kun begrænset forståelse for andres synspunkter, og hans stædige fastholden ved sin udstukne kurs hvilede ikke altid på et realistisk virkelighedsbillede.

Erik Scavenius (tv.) modtager rigsbefuldmægtiget Werner Best 5.11.1942; i baggrunden Christiansborg Slotskirke. Scavenius mente, at de reale Magtforhold i den os omgivende Verden, derunder først og fremmest Magtbalancen mellem de os nærmestliggende Stormagter måtte bestemme dansk udenrigspolitik. Trods store analytiske og taktiske evner havde han kun begrænset forståelse for andres synspunkter, og hans stædige fastholden ved sin udstukne kurs hvilede ikke altid på et realistisk virkelighedsbillede.

Erik Scavenius, 13.6.1877-29.11.1962, dansk diplomat og politiker, udenrigsminister 1909-10, 1913-20 og 1940-43, statsminister 1942-43. Scavenius blev cand.polit. i 1901 og samme år ansat i Udenrigsministeriet. Uden politisk basis i Det Radikale Venstre udnævntes han uventet til udenrigsminister i den første radikale regering under C.Th. Zahle. Han anerkendtes for sin effektivitet og blev atter udenrigsminister, da Zahle i 1913 igen dannede regering. Under 1. Verdenskrig fastholdt han Danmarks neutralitet og balancerede dygtigt mellem stormagterne, især med vægt på et godt forhold til Tyskland. Denne kurs og regeringens fastholden ved sindelagsgrænsen i Slesvig efter krigen førte til kritik for tyskvenlighed fra nationale kredse.

I mellemkrigstiden var Scavenius formand for Det Radikale Venstre 1922-24, medlem af Landstinget 1918-20 og 1925-27 samt formand for Politikens bestyrelse 1932-40; han virkede tillige som gesandt i Stockholm 1924-32 og havde opgaver for Udenrigsministeriet 1932-37. Ved P. Munchs afgang i juli 1940 blev Scavenius atter udenrigsminister og fik dermed en hovedrolle i forhandlingspolitikken over for den tyske besættelsesmagt; ved Vilhelm Buhls afgang blev han tillige statsminister, reelt fra 9.11.1942 til 29.8.1943, formelt indtil befrielsen 5.5.1945.

Scavenius lagde vægt på et godt samarbejde med tyskerne. Metoden var dels forebyggende imødekommenhed, dels henholdende forhandlingsteknik med det sigte at opretholde flest mulige af suverænitetens formelle positioner. Det gav ham en stærk stilling blandt politikerne, at han havde tyskernes tillid, og at han var villig til at tage ansvaret for samarbejdet. Derimod fremkaldte hans politik en antipati i brede befolkningsgrupper, og med urolighederne i august 1943 brød hans indrømmelsespolitik sammen. Efter befrielsen udsattes Scavenius for skarpe angreb, men han forsvarede sig effektivt i Den Parlamentariske Kommission i 1945 samt i bøgerne Forhandlingspolitikken under Besættelsen (1948) og Dansk Udenrigspolitik under den første Verdenskrig (1959).

Annonce

Erik Scavenius.  Fotografi fra ca. 1945.

Erik Scavenius. Fotografi fra ca. 1945.

Scavenius' grundtanke var, at Danmark ikke kunne forsvares militært, og at man derfor måtte søge en tilpasning til den nærmeste og farligste stormagt. Kalkulen indebar, at uanset om Tyskland tabte krigen, hvilket han næppe ventede, var risikoen mindst ved tilpasningspolitikken, fordi Storbritannien ville vise sig forstående trods dansk samarbejde med dets hovedmodstander. Scavenius' rolle under to verdenskrige har gjort ham til en af de mest omstridte, men også mest betydningsfulde danske udenrigspolitiske skikkelser i 1900-t.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Due-Nielsen: Erik Scavenius i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156090