Emil Haslund var uddannet smedesvend. Han gik ind i den kommunistisk ledede modstandsorganisationen BOPA under Besættelsen og var 1944-45 leder af BOPA's våbenproduktion.
Emil Haslund
Faktaboks
- Født
- 14. april 1911
- Død
- 23. marts 1986
Tidligt aktiv
Emil Haslund var aktiv i kommunistisk præget modstandsarbejde fra 1942 og blev idømt tre måneders fængsel af dansk domstol for distribution af illegale flyveblade.
Han havde imidlertid også fra starten kontakt med borgerlige frihedskæmpere, idet han var svoger til Hans Edvard Teglers – senere ledende i modstandsorganisationen Holger Danske. Derudover var han onkel til Peter Gylling Mortensen og bror til Otto Haslund, begge BOPA-sabotører.
Skjulte værksteder
Haslund kom ind i sin særlige rolle gennem våbenreparation, og i 1944 blev han leder, da BOPA etablerede en selvstændig våbenfremstilling. Hovedproduktet var kopier af den teknisk relativt enkle britiske 9 mm maskinpistol Stengun, som man nåede at fremstillet ca. 200 eksemplarer af.
Våbengruppen stod for produktionen af de ca. 45 enkeltdele, og kun piben (løbet) skulle skaffes. Det skete gennem tyveri fra Riffelsyndikatet eller Hærens Våbenarsenal. Behov for råvarer, rør og andre særlige materialer samt ilt til svejsning måtte den tophemmelige gruppe selv dække via sympatisk indstillede fabrikanter eller gennem aktioner mod værnemagervirksomheder.
Produktionen foregik først på et cykelværksted på Gl. Køge Landevej syd for København, der var lukket uden for sæsonen. Derpå blev den flyttet til en gammel garage i Holte, hvor man etablerede sig under dække af, at der foregik kakkelovnsproduktion.
Specialisterne blev kompagnoner
BOPA's våbengruppe klarede sig igennem til Befrielsen i maj 1945 uden at blive afsløret. Parallellen i Holger Danske var en Stengun-produktion, der også forblev uafsløret. Lederen var elektromekaniker Eigil Skov Jørgensen.
Efter krigen etablerede de to specialister sammen industrivirksomheden Cylinder, som de drev i en årrække.
Litteratur
- Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945. Frihedsmuseets Venners Forlag, 1997.
- Morten Thing: Sabotøren – min fars historie. Nemos Bibliotek, 2011.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.