Faktaboks

E. Thune Jacobsen
Født
1. oktober 1880
Død
27. maj 1949

E. Thune Jacobsen, Eigil Thune Jacobsen, 1.10.1880-27.5.1949, dansk jurist og politiembedsmand, justitsminister i 1941-43. Thune Jacobsen blev i 1905 cand.jur. og begyndte derpå en karriere i politiet. I 1938 blev han udnævnt til rigspolitichef, og fra 21.6.1941 fungerede han som justitsminister, efter at Harald Petersen var faldet i unåde hos tyskerne; han blev formelt udnævnt til minister måneden efter.

Som klar tilhænger af samarbejdspolitikken stod Thune Jacobsen bag loven om forbud mod kommunistisk virksomhed fra august 1941 (se Kommunistloven af 1941) og havde således det politiske ansvar for interneringen af kommunisterne. Han blev derfor kraftigt angrebet i den illegale presse. Disse angreb tog til, da han ved samarbejdspolitikkens ophør 29.8.1943 undlod at åbne Horserødlejren for de internerede kommunister.

Efter befrielsen blev Thune Jacobsen suspenderet som rigspolitichef, og Den Parlamentariske Kommission påbegyndte en undersøgelse af hans virksomhed under Besættelsen; han døde imidlertid inden dens afslutning.

Læs også om E. Thune Jacobsen i Dansk Biografisk Leksikon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig