Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christopher Hage

Oprindelig forfatter KHvi Seneste forfatter Redaktionen

Christopher Hage. Efter økonomistudier var Hage købmand i Nakskov 1875-79 og derefter grosserer i København. Hans dygtighed bragte ham i forbindelse med C.F. Tietgen, der bl.a. tog initiativ til, at han i 1880 på Grosserer-Societetets vegne blev sendt til Sibirien for at udvikle handelsforbindelser. Det var også med Tietgens støtte, at Hage i 1881 gik ind i politik. Hage er her fotograferet i 1901 ved præsentationen af ministeriet Deuntzer, hvor han var finansminister.

Christopher Hage, 28.11.1848-16.8.1930, dansk politiker og forretningsmand. Hage gik i 1881 ind i politik i kampen for en liberal toldreform; han var MF 1881-87 og 1890-1903. 1881-84 stod han i spidsen for en gruppering af yngre forretningsfolk, Børsoppositionen, der kritiserede Estrups Højreregering uden dog at tilslutte sig Venstre. Da Forfatningskampen skærpedes, gik han åbent over til Venstre og blev en af partiets mest respekterede finansordførere. Fra 1885 nærmede han sig stadig mere den radikale fløj og var i 1894 medstifter af Venstrereformpartiet. Hage var en usædvanlig god taler, hvis økonomiske indsigt var respekteret i alle kredse; hans Haandbog i Handelsvidenskab (1894) udkom i talrige reviderede udgaver. Det var derfor naturligt, at han blev finansminister og fra 1902 tillige trafikminister i den første Venstreregering 1901-05. På denne post gennemførte han bl.a. den vigtige skattereform i 1903. I 1905 brød han med J.C. Christensen og knyttede sig til Det Radikale Venstre. I 1914 blev han af den radikale regering Zahle udnævnt til formand for Den Overordentlige Kommission, og 1916-20 var han handelsminister. Hage forestod i 1918 de forhandlinger med Island, der førte til Den Dansk-islandske Forbundslov.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Christopher Hage i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87919