Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.E. Frijs

Oprindelig forfatter KHvi Seneste forfatter Redaktionen

C.E. Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs, 8.12.1817-12.10.1896, dansk politiker, lensgreve. Frijs var ejer af landets største gods, Frijsenborg, og fik tidligt stor lokal indflydelse. På sine godser sørgede han for fæstegårdenes overgang til selveje, og som medlem af amtsrådet viste han sit patriarkalske sindelag; han var medlem af Landstinget 1866-80. I landspolitik var Frijs ultrakonservativ og deltog i organisering af godsejerne i den såkaldte Grundejerforening, som han siden blev formand for. Dermed rykkede han frem i første række i politik efter krigen i 1864; året efter dannede han den første af flere godsejerregeringer. Sammen med sin indenrigsminister, J.B.S. Estrup, gennemførte Frijs de forhandlinger med J.A. Hansen, der førte til den reviderede Grundlov af 1866 og oprettelsen af Oktoberforeningen. Frijs og hans fæller svigtede dog siden hen de løfter om landboreformer, der fik J.A. Hansen til at stemme for Grundloven. I de fire år, Frijs var regeringschef, gennemførtes vigtige love: en ny forsvarsordning, en vejlov, ordningen af det jyske jernbanevæsen og en kommunalreform. Han var af hjertet godsejer, politik var for ham en pligt over for konge og fædreland. Han brød sig, som han sagde, "ikke en snus om popularitet". I maj 1870 fratrådte han som regeringsleder.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: C.E. Frijs i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=80125