C.C. Alberti, Christian Carl Alberti, 1814-1890, sagfører og politiker; far til P.A. Alberti. Alberti blev cand.jur. 1839 og overretsprokurator i 1853. Som sagfører oparbejdede han en betydelig praksis hos den sjællandske bondestand. Han var tidligt politisk engageret og repræsenterede Sorøkredsen i Folketinget 1849-90. Han stod til stadighed på venstrefløjen hos Bondevennerne (senere Venstre), men han opnåede ingen førerstilling i Folketinget. Som leder af Den Sjællandske Bondestands Sparekasse fra oprettelsen i 1856 indtog Alberti en stærk position hos den sjællandske landbefolkning indtil sin død, og sparekassen fik stor betydning for bøndernes økonomiske frigørelse.