Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian 10

Oprindelig forfatter Rerup Seneste forfatter Redaktionen

Christian 10. , dronning Alexandrine og kronprinsen, den senere kong Frederik 9., modtages på torvet i Tønder 12.7.1920 af den tyske borgmester Oluf P. Olufsen. Ved afstemningen op til Genforeningen havde 77% af byens stemmeberettigede stemt for fortsat at tilhøre Tyskland. Tønder lå dog i den zone, der havde dansk flertal, og byen kom dermed til Danmark.

Christian 10. , dronning Alexandrine og kronprinsen, den senere kong Frederik 9., modtages på torvet i Tønder 12.7.1920 af den tyske borgmester Oluf P. Olufsen. Ved afstemningen op til Genforeningen havde 77% af byens stemmeberettigede stemt for fortsat at tilhøre Tyskland. Tønder lå dog i den zone, der havde dansk flertal, og byen kom dermed til Danmark.

Christian 10, 26.9.1870-20.4.1947, konge af Danmark fra 1912, søn af Frederik 8. og Louise, gift med Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin. Som den første danske konge tog Christian i 1889 studentereksamen. Den følgende uddannelse var militært domineret og prægede ham, så han opfattede sig som soldat med liv og sjæl. I 1906 blev Christian kronprins og samme år udnævnt til oberst, i 1908 til generalmajor. Ved faderens død blev han 15. maj 1912 konge.

I begyndelsen havde Christian 10. ikke let ved at finde sig til rette i den rolle, som den endnu unge parlamentariske statsskik tilmålte ham. I 1914 kunne han ikke acceptere, at et opløsningsudvalg til Landstinget også kunne omfatte de kongevalgte medlemmer, som han opfattede som garanter for den konservative 1866-grundlov, og prøvede forgæves at få dannet et forretningsministerium. I 1914 hjalp hans stillingtagen regeringen til at gennemføre den af tyskerne krævede mineudlægning, og 1914-18 støttede han neutralitetspolitikken. Under Statslånskrisen 1919 stillede kongen sig på folketingsparlamentarismens grund, men hans voksende utilfredshed med regeringens sønderjyske politik fik ham i 1919 til at konspirere mod en afstemningsgrænse. I 1920 førte et ophedet replikskifte mellem kongen og Zahle til regeringens afgang og bragte med Påskekrisen landet på randen af en revolution, indtil kongen lod ministeriet Liebe falde.

Genforeningen med kongens historiske ridt over grænsen ved Kongeåen, festen den 11.7.1920 på Dybbøl og de mange rejser, han sammen med dronning Alexandrine foretog i landet, øgede efterhånden kongehusets popularitet, og under 1930'ernes urolige forhold stod kongen fast bag regering og Rigsdag. Den 9.4.1940 var Christian 10. enig med regeringen Stauning i at indstille kampen mod angriberne. Senere på året afviste han den af Højgaardkredsen forlangte, uparlamentariske regering. Under besættelsen blev han — bl.a. ved at fortsætte sin daglige ridetur — til et nationalt symbol. Med Telegramkrisen i 1942 kom kongen, formentlig ganske utilsigtet, til at skærpe modsætningsforholdet til besættelsesmagten. Hans død i 1947 udløste ægte landesorg.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Rerup: Christian 10 i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=56830