Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Axel

Oprindelig forfatter Rerup Seneste forfatter Redaktionen

Axel, Axel Christian Georg, 12.8.1888-14.7.1964, dansk prins, søn af prins Valdemar og prinsesse Marie; gift i 1919 med prinsesse Margaretha af Sverige (25.6.1899-4.1.1977). De fik to sønner: Georg og Flemming.

Prins Axel fik uddannelse som søofficer og indtrådte i 1921 i ØK. Her sad han 1934-53 i direktionen og blev i 1938 formand for bestyrelsen. Flere gange optrådte han som officiel udsending for Danmark i vanskelige situationer. Under krigen var prins Axel medlem af den såkaldte Højgaardkreds, der foreslog ham som leder af en upolitisk regering. Prins Axel interesserede sig meget for flyvning, biler og sport og var bl.a. fra 1920 en ledende skikkelse i Kongelig Dansk Automobilklub, ligesom han 1932-58 var Den Internationale Olympiske Komités repræsentant i Danmark.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Rerup: Axel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42628