Asger Karstensen, 1874-1945, dansk redaktør og politiker. Karstensen, der voksede op i et præstehjem på landet, engagerede sig allerede som dreng i partiarbejde i Højre. Som journalist bl.a. ved Nationaltidende 1903-15 arbejdede han for at skabe et tillidsforhold mellem Højre og Venstre efter Systemskiftet. Størst betydning fik han som initiativtager til, at Højre blev omdannet til Det Konservative Folkeparti i 1915. Karstensen ønskede, at partiet skulle bevæge sig i retning af et demokratisk middelstandsparti, der kunne samle gårdmændene og de erhvervsdrivende i byerne, og han fik stor indflydelse på det nye partiprogram. Han var MF 1918-20, men led nederlag i den interne partikamp med Alexander Foss, hvorefter han forlod partiet i 1920. Han genoptog journalistikken og sluttede sig senere til Venstre, men fik ikke igen nævneværdig politisk indflydelse.