29. august 1943 er datoen for forhandlingspolitikkens formelle sammenbrud under besættelsen. På baggrund af tyske krav om indførelse af bl.a. dødsstraf indgav regeringen sin afskedsbegæring. I overensstemmelse med politikernes holdning underskrev Christian 10. ikke begæringen; regeringen ophørte således med at fungere, men trådte ikke tilbage. De tyske krav var dermed afvist, ministrene kunne ikke længere stilles til ansvar, og der var ikke givet tyskerne et påskud til at overtage regeringsmagten. Om morgenen var hærens og flådens mandskab blevet interneret, men havde forinden fået sænket en del af flåden. Regeringens opgaver varetoges fra september 1943 af Departementschefstyret.