skandinavisme

Skandinavisme er en bevægelse i 1800-tallet, som ud fra de skandinaviske folks fælles oprindelse ønskede at styrke forbindelserne mellem Danmark, Norge og Sverige.

Skandinavismen udsprang af romantikkens syn på historien og det nationale, og tanken om en skandinavisk enhed ses fx i Adam Oehlenschlägers Nordiske Digte (1807) og i N.F.S. Grundtvigs Nordens Mytologi (1808). Også svensk og norsk romantik har skandinaviske perspektiver, men lysten til samarbejde var svagere her, navnlig pga. Norges nylige løsrivelse fra dansk styre og påtvungne union med Sverige. Stor betydning fik dog det sociale samvær mellem skandinaviske intellektuelle i Rom. Et fællesnordisk tidsskrift, Brage og Idun, blev udgivet 1839-1842, og i 1839 afholdtes det første skandinaviske naturforskermøde i Göteborg.

Omkring 1840 blev bredere kredse af borgerskabet nationalt bevidste, og Slesvigs nationale tilhørsforhold blev dermed aktuelt. Skandinavismen spaltedes herefter i en konservativ, rent litterær retning og en politisk, som blev led i 1840'ernes nationalliberale opposition og arbejdede for en skandinavisk union som modvægt til den tyskstøttede slesvig-holstenisme.

Tanken fremførtes bl.a. ved folkefester på Himmelbjerget fra 1839 og Skamlingsbanken fra 1843 og nåede et højdepunkt på 1840'ernes skandinaviske studentermøder, ledet af Carl Ploug og Orla Lehmann. Realpolitisk fik skandinavismen ikke den betydning, De Nationalliberale havde håbet, fordi Sverige begrænsede sin rolle i de slesvigske krige til mæglerens. Endnu i 1863 var den dristige danske politik over for de tyske magter dog påvirket af forventningen om et forsvarsforbund mellem de forbrødrede konger Frederik 7. og Karl 15., men sidstnævnte blev underkendt af sin regering, som frygtede russisk modstand.

Efter 1864 sygnede den politiske skandinavisme hen, men den danner baggrunden for det nordiske samarbejde siden 1900-tallet og for forestillingen om Norden som et alternativ til fx NATO eller EU.