aristokrati

Den tanke, at nogle få af samfundets dygtigste mænd regerer til helhedens bedste, kendes fra andre kulturkredse end den europæiske, men det var i det antikke Grækenland, den fik sin kendte teoretiske formulering. For Aristoteles var det statens opgave at opdrage borgerne til at udfylde deres plads i tilværelsen som "politiske væsener". Dette mål kunne nås gennem de tre gode statsformer: kongedømmet (basileia), styret af den bedst egnede enkeltperson, aristokratiet, styret af en mindre gruppe af de bedst egnede, og "borgerforfatningen" (politeia), hvorefter magten udøvedes af et flertal af de menige borgere.

Regerede magthaverne ikke til almenvellets bedste, degenererede styreformerne til henholdsvis tyranni, hvor magten kun er i den enes interesse, oligarki, der kun er i de velhavendes interesse, og demokrati, som kun er i det fattige flertals interesse.

Sin største betydning fik den aristokratiske styreform imidlertid ikke som en ren forfatningstype, men som et af elementerne i en "blandet forfatning", således som den mødes i Polybios' analyse af Roms forfatning som en blanding af kongedømme (konsulerne), aristokrati (senatet) og demokrati (folkeforsamlingerne). Den aristoteliske sondring mellem de tre styreformer genfindes hos Thomas Aquinas i 1200-tallet og senere hos fx Marsilius af Padova, Machiavelli, Thomas Hobbes og John Locke.

Polybios' idéer om den blandede forfatning som den bedste, fordi den kombinerer de rene forfatningsformers styrker og modvirker deres svagheder, genfindes bl.a. hos Montesquieu, der i sit værk De l'esprit des lois fra 1748 synes at opfatte England som en optimal blanding af monarki (kongemagten), aristokrati (House of Lords) og demokrati (House of Commons).

De historiske eksempler på aristokratiske stater er relativt få, og alle stater var af begrænset omfang. Den aristokratiske styreform var baseret på få, lokale familier eller klaner, hvis sociale, økonomiske eller religiøse forhold legitimerede deres magt.

I græsk forfatningshistorie hører aristokratiet hjemme i perioden efter kongedømmets afskaffelse i løbet af 700-tallet f.v.t. og før klassisk tid, da fåmandsvælde fortrinsvis udformedes som et oligarki, der var baseret på velstand, og ikke længere som et aristokrati, baseret på fødsel og opdragelse. Som et typisk eksempel på en aristokratisk styret bystat fremhæver Aristoteles Sparta i tiden fra lovgiveren Lykurg indtil magtkampen med Athen i 400-tallet

Da aristokrati som ren styreform blev opfattet som republikansk, er der ikke mange eksempler på aristokratiske forfatninger fra de hellenistiske kongeriger og det romerske kejserrige frem til slutningen af 1700-tallet, idet alle større stater i disse to årtusinder blev styret monarkisk. Først derefter findes store stater med republikanske forfatninger: USA og revolutionstidens Frankrig. Holland (De forenede Nederlande) i perioden 1579-1795 udgør en delvis undtagelse, idet landet ganske vist var geografisk lille, men økonomisk og militært beydningsfuldt og desuden en oversøisk kolonimagt.

Fra ca. år 1000 opstod italienske bystater med republikansk styre som fx Pisa, Genova, Firenze og Venedig; og Bern i Schweiz havde ligeledes aristokratisk forfatning fra 1200-tallet. Bystaterne blev styret af et råd af mænd, hvis indflydelse ofte skyldtes militære eller økonomiske kvalifikationer. Den enorme rigdom, skabt gennem handel, var en af årsagerne til, at der i 1500-tallets norditalienske aristokratier blev skabt verdenskunst og -litteratur som fx af Leonardo da Vinci, Dante og Machiavelli.

Som privilegeret gruppe var aristokratiet kendetegnet ved stor rigdom, politisk indflydelse og et stærkt æresbegreb. På det materielle plan var begravelser og fester begivenheder, hvor pragt i klæder, dannelse og vellevned kunne stilles til skue og beundres. Netop rigdom og pragt skulle vise, at den ære og den høje status, som tilkom aristokraten, var retfærdig og fortjent. Ud over den såkaldte højadel kan også andre grupper som biskopper og professorer opfattes som en del af aristokratiet.

I Danmark sikrede aristokratiet, "rigets bedste mænd", sig stor indflydelse fra midten af 1200-tallet indtil arverigets og enevældens indførelse i 1660-1661. De skiftende kongers håndfæstninger, som forpligtede både kongen og rigsrådet, viser aristokratiets vekslende indflydelse og magt. Håndfæstningernes indhold afgjorde bl.a., hvornår kongen kunne handle egenhændigt, og hvornår rigsrådet skulle samtykke, fx i spørgsmål af udenrigspolitisk karakter og beskatning. Formelt var alle adelige stillet lige i forholdet til kongen, men den virkelige magt lå hos en snævrere gruppe, rigsrådet, som dermed reelt udgjorde et aristokrati (i snæver betydning).

Perioden betegner højdepunktet for adelens indflydelse i Danmark; af kritikere betegnet som adelsvælde, men med statsomvæltningen i 1660-1661 og dermed centraladministrationens vækst fik et uddannet embedsaristokrati stigende betydning og blev rangmæssigt placeret foran fødselsaristokratiet.

Det egentlige aristokrati i 1700-tallet blev imidlertid den titeladel, greverne og friherrerne (baronerne), som var blevet oprettet i 1671. Denne gruppe fik sociale og økonomiske (men ikke politiske) privilegier, som mindede stærkt om den før-enevældige adels. Desuden fik de mulighed for at lade formuen nedarve samlet, fordi den formelt ikke var privatejendom, men et len. Derved blev det muligt at akkumulere og bevare velstand på et betydeligt højere niveau, som kastede glans over kongen og adskilte sig fra resten af de adelige grupper, herunder også den rene embedsadel.

• adel