• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

aristokrati

Oprindelig forfatter TSeh Seneste forfatter Redaktionen

aristokrati, oprindelig en styreform, ifølge hvilken en elite af samfundets bedste og rigeste har magten. I løbet af 1700-t. ændredes betydningen gradvis til især at betegne samfundets elite, som gennem fødsel, uddannelse eller besiddelse var privilegeret, fx adel.

Den tanke, at et fåtal af samfundets dygtigste mænd regerer til helhedens bedste, kendes fra andre kulturkredse end den europæiske, men det var i det antikke Grækenland, den fik sin kendte teoretiske formulering. For Aristoteles var det statens opgave at opdrage borgerne til at udfylde deres plads i tilværelsen som "politiske væsener". Dette mål kunne nås gennem de tre gode statsformer: kongedømmet (basileia), styret af den bedst egnede, aristokratiet, styret af de bedst egnede, og "borgerforfatningen" (politeia), hvorefter magten udøvedes af et flertal af de menige borgere. Regerede magthaverne ikke til almenvellets bedste, forvrængedes styreformerne til henholdsvis tyranni, der kun er i den enes interesse, oligarki, der kun er i de velhavendes interesse, og demokrati, som kun er i det fattige flertals interesse.

Sin største betydning fik den aristokratiske styreform imidlertid ikke som en ren forfatningstype, men som et af elementerne i en "blandet forfatning", således som den mødes i Polybios' analyse af Roms forfatning som en blanding af kongedømme (konsulerne), aristokrati (senatet) og demokrati (folkeforsamlingerne). Den aristoteliske sondring mellem de tre styreformer genfindes hos Thomas Aquinas i 1200-t. og senere hos fx Marsilius af Padova, Machiavelli, Thomas Hobbes og John Locke. Polybios' idéer om den blandede forfatning genfindes bl.a. hos Montesquieu, der i sit værk De l'esprit des lois fra 1748 synes at opfatte England som en blanding af monarki (kongemagten), aristokrati (House of Lords) og demokrati (House of Commons).

Annonce

Ordet aristokrati kommer af græsk aristokratia 'de bedstes styre'.

De historiske eksempler på aristokratiske stater er relativt få, og alle stater var af begrænset omfang. Den aristokratiske styreform var baseret på få, lokale familier eller klaner, hvis sociale, økonomiske eller religiøse forhold legitimerede deres magt. I græsk forfatningshistorie hører aristokratiet hjemme i perioden efter kongedømmets afskaffelse i løbet af 700-t. f.Kr. og før klassisk tid, da fåmandsvælde fortrinsvis udformedes som et oligarki, der var baseret på velstand, og ikke længere som et aristokrati, baseret på fødsel og opdragelse. Som et typisk eksempel på en aristokratisk styret bystat fremhæver Aristoteles Sparta i tiden fra lovgiveren Lykurg indtil magtkampen med Athen i 400-t. Da aristokrati som ren styreform blev opfattet som republikansk, er der ikke mange eksempler på aristokratiske forfatninger fra de hellenistiske kongeriger og det romerske kejserrige frem til slutningen af 1700-t., idet alle større stater i disse to årtusinder blev styret monarkisk.

Fra ca. år 1000 opstod italienske bystater som fx Pisa, Genova, Firenze og Venezia; og Bern i Schweiz havde ligeledes aristokratisk forfatning fra 1200-t. Bystaterne blev styret af et råd af mænd, hvis indflydelse ofte skyldtes militære eller økonomiske kvalifikationer. Den enorme rigdom, skabt gennem handel, var en af årsagerne til, at der i 1500-t.s norditalienske aristokratier blev skabt verdenskunst og -litteratur som fx af Leonardo da Vinci, Dante og Machiavelli.

Som privilegeret gruppe var aristokratiet kendetegnet ved stor rigdom, politisk indflydelse og et stærkt æresbegreb. På det materielle plan var begravelser og fester begivenheder, hvor pragt i klæder, dannelse og vellevned kunne stilles til skue og beundres. Netop rigdom og pragt skulle vise, at den ære og den høje status, som tilkom aristokraten, var retfærdig og fortjent. Ud over den såkaldte højadel var også andre grupper som biskopper og professorer en del af aristokratiet.

I Danmark sikrede aristokratiet, "rigets bedste mænd", sig stor indflydelse fra midten af 1200-t. indtil arverigets og enevældens indførelse i 1660-61. De skiftende kongers håndfæstninger, som forpligtede både kongen og rigsrådet, viser aristokratiets vekslende indflydelse og magt. Håndfæstningernes indhold afgjorde bl.a., hvornår kongen kunne handle egenhændigt, og hvornår rigsrådet skulle samtykke, fx i spørgsmål af udenrigspolitisk karakter. Formelt var alle adelige stillet lige i forholdet til kongen, men den virkelige magt lå hos en snævrere gruppe, rigsrådet, som dermed reelt udgjorde et aristokrati. Perioden betegner højdepunktet for adelens indflydelse i Danmark; af kritikere betegnet som adelsvælde, men med statsomvæltningen i 1660-61 og dermed centraladministrationens vækst fik et uddannet embedsaristokrati stigende betydning og blev rangmæssigt placeret foran fødselsaristokratiet. Det egentlige aristokrati i 1700-t. blev imidlertid den feudale titeladel, greverne og friherrerne, som var blevet institueret i 1671. Denne gruppe fik tillagt privilegier, som mindede stærkt om den førenevældige adels. Den kom herunder til klart at adskille sig fra resten af de adelige grupper, herunder også den rene embedsadel.

Oplysningstiden i 1700-t. fik afgørende negativ virkning på aristokratiets politiske indflydelse. I Frankrig skete det på drastisk vis ved i revolutionsåret 1789 at afskaffe adelens privilegier; det samme skete i Norge i 1821 som en konsekvens af den liberale Eidsvollforfatning 1814. Efterhånden udviklede den folkelige autoritet sig, og med den ophørte det gamle aristokratiske lederskab i Europa. Tanken om en overklasse, som var forudbestemt til lederskab, stemte dårligt overens med de moderne idealer om lige ret og muligheder for alle uden hensyn til herkomst. Undtagelsen er England, hvor aristokratiet gennem Parlamentet og House of Lords stadig er privilegeret pga. fødsel.

I dag henfører ordet aristokrati enten snævert til adel, især den godsejende del, eller i bredeste forstand til eliten i samfundets sociale gruppering, og adjektivet aristokratisk kan betyde dannet, forfinet eller ekstravagant i væremåde, optræden eller udseende, hvilket man tidligere mente var karakteristisk for netop denne gruppe.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Sehested: aristokrati i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40077