Th. Suhr, Theodor Suhr, 1792-1858, dansk erhvervsmand. Suhr indtrådte i 1815 i ledelsen af familiefirmaet J.P. Suhr & Søn og førte det gennem 1820'ernes krisetid. Fra 1830'erne stod firmaet for en stor del af dansk kulhandel og var tillige engageret i den gryende metalindustri. Suhr, der blev en af landets rigeste mænd, støttede politisk den liberale bevægelse og ydede diskret støtte til kulturlivet.