Oluf Bager, Oluf Nielsen Bager, ca. 1521-21.9.1602, købmand og rådmand i Odense. Under Den Nordiske Syvårskrig (1563-70) blev Bager en af landets største købmænd, da han optrådte som kronens leverandør og kreditor. Efter krigen blev han kronens debitor, idet han aftog korn fra krongodset; gælden blev afdraget med diverse vareleverancer, og han betalte sin import med eksport af korn og stude. Bager investerede sin fortjeneste i ejendomme, grunde og byggeri i Odense. I 1567 blev han rådmand. Han blev i 1580'erne ramt af tilbagegangen i studehandelen og døde økonomisk svækket.